Afgørelse: Batteritiden er vildledende

En forbruger har netop fået Forbrugerklagenævnets ord for, at den faktiske standby-tid på hans mobil var for kort, i forhold til den lovede.

Afgørelse: Batteritiden er vildledende

En mobil-bruger har netop vundet en sag over en telebutik, der solgte ham en mobil, der lovede en batterilevetid, der var langt over, hvad mobilen faktisk kunne holde.

Da mobil-ejeren i sin tid købte telefonen, købte han netop den, fordi den lovede en standbytid på hele 13 dage. Men hurtigt fandt han ud af, at standbytiden i virkeligheden var nede på omkring 24 timer.

Han klagede derfor til teleselskabet, der fortalte ham, at der ikke var noget galt med mobilen, men alligevel gav ham et nyt batteri.

Vildledende oplysninger

Det hjalp ikke på batterilevetiden, og kunden klagede igen. Sagen endte i Forbrugerklagenævnet.

Her fik mobil-ejeren medhold i, at oplysningerne om standby-tiden var vildledende.

-“Standby-tiden blev oplyst til at være op til 13 dage, men den tid er umulig at nå. Da skal telefonen nærmest befinde sig lige under en sendemast, og flere funktioner skal være slået fra,” siger jurist i Forbrugerstyrelsen, Glennie Boetius Petersen.