Samsungs kommende Galaxy S8 og S8+ kommer ikke til at sælge lige så godt som sidste års S7-topmodeller, mener analytikeren Ming-Chi Kuo.
Samsung oplever en hidtil uset stor hype om sine to kommende topmodeller, Galaxy S8 og Galaxy S8+, men det behøver ikke nødvendigvis resultere i et rekordhøjt antal solgte eksemplarer.
Læs også: Samsung Galaxy S8: Billede, pris og lanceringsdato afsløret
Analytikeren fra KGI Securities, Ming-Chi Kuo, har nemlig bevæget fra sit normale Apple-arbejdsområde over til Samsung og udsendt et notat til investorer, hvor han gennemgår en lang række allerede kendte specifikationer på topmodellerne. Det skriver 9to5google.
Af nye oplysninger kan han fortælle, at han forventer et salg af Galaxy S8 og Galaxy S8+ i 2017 på mellem 40-45 millioner eksemplarer. Til sammenligning blev Samsung Galaxy S7, S7 edge og S7 active samlet set solgt i 52 millioner udgaver i løbet af 2016. Der er med andre ord tale om et ikke så lille fald på mellem 13-23 %.
Og hvorfor så det? Der er der formentlig flere gode forklaringer på. For det første lander Samsung Galaxy S8 og S8+ først i butikkerne den 21. april i de syv farver guld, sølv, skinnende sort, mat sort, blå, lilla og lyserød ifølge både analytikeren og evleaks -- og altså ikke den 28. april, som der i en kort periode florerede rygter om. Dermed lander dette års topmodeller 41 dage senere i butikkerne end Galaxy S7, og det må, om ikke andet, afspejle sig i det samlede antal smartphones, der er mulige at sælge inden årets udgang.
Læs også: Første sammenligning af Samsung S8, S8+ mod forgængerne
En anden faktor er, at Galaxy S7 mere eller mindre var Samsungs eneste topmodel, efter Galaxy Note 7 blev tilbagekaldt af to omgange og sidenhen skrottet permanent. Da Samsung også valgte at ombytte de fleste Galaxy Note 7-topmodeller til en Galaxy S7 eller S7 edge, er sidste års salgstal formentlig også røget et godt stykke over det forventede.
Et salgstal på 40-45 millioner Galaxy S8-modeller behøves altså ikke nødvendigvis at ses som et udtryk for dårlige tider hos den sydkoreanske producent, men at Galaxy S7 og Galaxy S8 sælges under to vidt forskellige omstændigheder i smartphonemarkedet.
Forrige artikel | Næste artikel |
Mest kommenterede
132 kommentarer
Apple kommer snart med Netflix konkurrent
104 kommentarer
Sådan får du Android Auto til din bil [TIP]
34 kommentarer
Youtube Music virker nu med Android Auto
20 kommentarer
Afstemning: Når producenterne ved fejl afslører produkter
13 kommentarer
Opdatering til OnePlus 6 og 6T rulles ud nu