Analytikere: Microsoft har sovet i timen

Udviklingen af Windows Mobile er både for langsom og for vag, lyder det fra analytikere.

Analytikere: Microsoft har sovet i timen

Der har været alt for lidt fornyelse i Microsofts udvikling af mobilstyresystemet Windows Mobile. Sådan lyder udmeldingen fra to analytikere fra det amerikanske analysehus Gartner.

Ifølge analytiker David Mitchell Smith er Windows Mobile sakket bagud i forhold til de platforme, man finder i iPhone, Blackberry og Android-mobiler.

– “Windows Mobile har ikke formået at forny sig i tilstrækkelig grad. Lanceringen af 6.5-versionen ændrer ikke det faktum. Med forbehold for at jeg ikke har set 7.0-versionen – bare læst om det – kan jeg ikke forestille mig, at den lancering vil betyde særlig meget fra eller til,” siger David Mitchell Smith til digi.no.

Windows Mobile ikke egnet til fornyelse

Ifølge Gartner er det mobilplatforme med åben kildekode, eller hvor leverandøren har kontrol over både software og hardware, der har de bedste muligheder for fornyelse.

Analytiker Monica Basso, der er ekspert i mobile tjenester til erhverv, mener derfor, at Microsoft vil få det svært.

– “Selve platformen er ikke egnet til fornyelse, og den er for omfattende til at kunne skaleres ned til mindre kraftige mobiltelefoner, som dominerer på verdensmarkedet,” siger Monica Basso til digi.no.

Hun spår, at den fremadstormende Android-platform inden længe vil være at finde på hver femte smartphone, der bliver solgt.

– “Vi anslår i dag, at Windows’ andel er under 10 procent og faldende. Vi tror ikke, at nyhederne i Windows Mobile 7 vil være tilstrækkelige til at hindre yderlig tilbagegang,” siger Monica Basso.

Hun erkender dog, at Microsoft har et greb i det mobile erhvervsmarked – især gennem Exchange.