Analytikere: Nokias Windows Phones bliver et flop

Flere analytikere tror ikke, at Nokias nye Lumia-serie bliver noget hit.

Analytikere: Nokias Windows Phones bliver et flop

Efterspørgslen efter Nokias nye Windwos Phones har vist sig at være langt lavere end forventet.

Det mener flere analytikere, ifølge Amobil.no.

-”Leveringen af Nokias ny Windows Phone-mobiler har været svagere end ventet,” skriver James Faucette fra Pacific Crest.

Nokia havde oprindelig regnet med, at forsendelsen af de nye Windows Phones fra Nokia ville runde et par millioner styks inden jul, men har måtte nedjustere forventningerne til under én million.

Derudover er der angiveligt taget stikprøver hos Nokia-forhandlere, der afslører et skuffende salg af Lumia-serien.

Tre grunde til, at Nokia fejler

Analytikere hos Bernstein peger på undersøgelser foretaget af Google Trends, der viser, at Lumia-mobilerne ikke er mere populære end Nokia N8, der aldrig rigtig slog igennem.

-”For det første har Nokia ikke skabt noget innovativt, og deres nye mobiler vil få det svært i det hårde smartphone-marked. For det andet tror vi ikke Lumia-telefonerne er konkurrencedygtigt prissat. For det tredje tror vi ikke der er plads i den nuværende situation, til et tredje mobil-styresystem”, siger Pierre Farragu.

De dystre meldinger fra analytikerne har fået Nokias aktie til at falde med 5,4 procent.