Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Android 8.0 Oreo ude til Nokia 8 som betaudgave

Android 8.0 Oreo ude til Nokia 8 som betaudgave

Nu kan du downloade Android 8.0 Oreo til Nokia 8, hvis du har mod på at prøve den nye Android-software som en betaudgave.

Foto: Twitter.com (@sarvikas)

HMD Globals produktchef Juho Sarvikas teasede for en måned siden for en betaudgivelse af Android 8.0 Oreo til topmodellen Nokia 8. I dag har den finske virksomhed så udgivet den nyeste Android-version som en betaudgave til netop Nokia 8. Det skriver selvsamme produktchef i et tweet.

I tweetet offentliggør produktchefen et helt nyt koncept, som har fået navnet Nokia Beta Labs. Der er tale om en platform på Nokias hjemmeside, hvor det fremadrettet vil være muligt at blive betatester af endnu ikke færdigudviklet Android-software til HMD Globals Nokia-smartphones.

Læs også: Nokia 3, 5 og 6 får Android 8.0 Oreo inden 2018

Konceptet er ganske simpelt. Du får tidlig adgang til kommende Android-softwareopdateringer, og til gengæld håber HMD Global, at du kvitterer med feedback, som kan implementeres i den færdige udgave af softwaren, som ruller ud til alle ejere af telefonerne på et senere tidspunkt.

Før og efter systemopdateringen til Android 8.0 Oreo.
Før og efter systemopdateringen til Android 8.0 Oreo.
Foto: Mobilsiden.dk

Sådan får du Android 8.0 Oreo til Nokia 8 nu

Nokia 8 er altså den første mobil, som denne betaordning virker med. Hvis du er interesseret i at prøve Android 8.0 Oreo til din Nokia 8 her og nu, så er det blot at gå til denne side. Det eneste, du skal oplyse, for at blive betatester, er din telefons IMEI-nummer og dit teleselskab. IMEI-nummeret kan du finde i Indstillinger » Om telefonen » Status » IMEI-oplysninger.

Når du har angivet de to oplysninger og sagt ja til, at du har læst instruktionerne, tjekkes din telefon, og hvis alt går vel, bør du få meldingen ’Validation ok’. Du kan nu klikke på knappen ’Request OTA’, og så vil OTA-opdateringen rulle ud til din telefon inden for 12 timer. Det skete dog efter få minutter på Mobilens testeksemplar, og ellers kan du altid gå ind i Indstillinger » Om telefonen » Systemopdateringer. Dette vil gennemtvinge et tjek, og så bør du have modtaget betaudgaven af Android 8.0 Oreo til din Nokia 8.

Læs også: HMD Global bekræfter: Alle vores Nokiaer får Oreo

Opdateringen fylder 1,32 GB, så det anbefales, at du downloader den over et Wi-Fi-netværk. Derudover anbefales det, at du sikkerhedskopierer indhold, hvis du vil sikre dig mod ikke at miste eksempelvis billeder eller andet i tilfælde af, at der opstår problemer. OTA-opdateringen sletter dog ikke noget indhold på din mobil, men der bliver til gengæld lavet en fabriksnulstilling, hvis du via Nokia Beta Labs-hjemmesiden på et senere tidspunkt vælger at vende tilbage til den normale udgave af softwaren.

I Nokia 8 er der desuden en indbygget Feedback-app, hvor HMD Global anbefaler, at du rapporterer eventuelle fejl eller mangler. Dette kan dog også gøres i Nokias forum.

Juho Sarvikas oplyser desuden i et nyt tweet, at der også bliver udgivet en betaudgave af Android 8.0 Oreo til Nokia 3, Nokia 5 og Nokia 6 inden længe.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies