Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Android Auto forstår nu flere danske talekommandoer

Android Auto forstår nu flere danske talekommandoer

Nu kan du sende SMS-beskeder og foretage telefonopkald med stemmen ved at snakke dansk i appen Android Auto.

Foto: Mobilsiden.dk

Google Assistent er lige om hjørnet, og nu får vi første en meget lille smagsprøve på, hvad Googles talegenkendelse er i stand til.

Google har nemlig gjort det muligt at sende beskeder og foretage opkald ved at snakke dansk i appen Android Auto. Android Auto har i flere år understøttet dansk sprog i menuerne og til dels også dansk stemmestyring, f.eks. i Google Maps. Dog har det ikke været muligt at sende SMS-beskeder og foretage opkald via stemmen på dansk - men det er altså nu muligt.

Læs også: Disse biler har Android Auto og Apple CarPlay

Du kan starte assistenten på mikrofonikonet øverst til højre eller ved at sige ”OK Google” eller "Hey Google", hvorefter du kan sige eksempelvis ”Ring til far” (hvis en kontaktperson har fået tildelt kaldenavnet far). Derefter ringer den automatisk op med højttaler aktiveret. Nemmere bliver det altså ikke, hvis du er ude at køre i bil.

Du kan også sige ”ring til x” eller ”send en SMS til x”, hvor x er det kontaktpersonens navn. Det fulde navn skal bruges, hvis du har flere kontaktpersoner med samme navn. Assistenten spørger så, hvad der skal stå i beskeden, hvorefter du indtaler din besked. Derefter læses den op, hvor du til sidst vælger, om den skal sendes eller redigeres.

Android Auto er nu også i stand til at læse SMS’er op, når du modtager dem, mens appen er åben. Når den er læst op, kan du svare på beskeden med stemmen.

Sådan får du Android Auto på din mobil

Android Auto-appen er ikke officielt lanceret i Danmark endnu, selv om den altså fungerer ganske glimrende på dansk. Hvis du derfor vil benytte appen allerede nu, er du nødt til at downloade den andetsteds. Der er mange hjemmesider at downloade apps fra uden for Google Play, men mange af disse er noget tvivlsomme.

Mobilsiden anbefaler derfor, at du kun downloader Android Auto via hjemmesiden APKMirror, som ejes af hjemmesiden Android Police. Her uploades der konstant nye versioner af appen, efterhånden som der kommer nye udgaver af den.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies