Android er app-udviklernes foretrukne platform

7000 app-udviklere er i en ny rapport blevet adspurgt om deres prefærencer i forhold til platform og forretningsmodel

Android er app-udviklernes foretrukne platform

VisionMobile i London har udarbejdet en rapport baseret på en rundspørge blandt 7.000 udviklere. Her forsøger man blandt andet at finde frem til hvilken platform der er den mest populære samt hvordan der tjenes penge på apps.

Den globale app-økonomi havde i 2013 en værdi på 372 milliarder kroner, i 2015 forventes det tal at blive 782 milliarder kroner ifølge VisionMobile, der er altså tale om et stadigt stærkt stigende marked.

Af rapporten (der kan downloades her) fremgår det blandt andet, at 41 procent af udviklerne nu udvikler til både Android og iOS.
37 procent har Android som den primære platform, 32 procent har iOS mens 14 procent peger på HTML5 og blot 6 procent vælger Windows Phone.

Knap tre ud af fire udviklere laver Android apps

Hele 71 procent af alle udviklerne laver løsninger til Android, selvom dette tal tilsyneladende er meget højt, hænger det naturligvis sammen med den store markedsandel Android har i disse tider.

37 procent af udviklerne i dag, har haft fingrene i en HTML5-løsning. Typisk i forbindelse med løsninger der skal fungere på flere forskellige skærme, udvikling af web-apps eller ganske enkelt til at fremvise web-indhold i applikationer.

iOS udviklere mest loyale

Selv om flest peger på Android som deres primære platform, har iOS den mest loyale udvikler-base. Kigges der på hele den gruppe af folk der laver apps til iOS, peger 59 procent af disse på, at det er deres primære platform. Hos Android er dette tal 52 procent.

Blot 24 procent af de udviklere der laver løsninger til Windows Phone, fortæller at denne platform er deres primære.

Ifølge VisionMobile forklares dette med, at selv om udviklere laver apps til flere platforme, er der med iOS bedre muligheder for at opnå en sund bundlinje.

60 procent lever under “app-fattigdomsgrænsen”

Det er dog ikke helt nemt at tjene penge på apps, ifølge rapporten, lever 60 procent under den famøse fattigdomsgrænse på 500 dollars per app per måned.

Den mest populære forretningsstrategi er, at placere reklamer i applikationen. Men den største omsætning skabes ikke helt overraskende ved at udvikle en app efter en kontrakt med en kunde, i dag tjener 26 procent af udviklerne deres penge på denne måde.

Kilde: Computerworld