Android Lollipop: se tre nye, smarte features (video)

Med Android Lollipop er der forbedrede notifikations-indstillinger og Chrome tabs har fået en overhaling, se resultatet her.

Android Lollipop: se tre nye, smarte features (video)

Vi har tidligere kigget en smule på hvad vi kan forvente os af den kommende Lollipop opdatering af Android, blandt andet det nye Material Design, længere batterilevetid og det nye ART runtime miljø.

Nu har Droid Life fundet nogle af de mindre kendte funktioner som Google har tilført Lollipop og lavet en lille serie af videoklip. Nedenfor ses først en video som omhandler Screen Pinning, dernæst nye notifikations indstillinger og til sidst nogle ændringer til Chrome tabs.

Screen Pinning

Screen Pinning er en feature som lader dig hæfte en bestemt applikation til skærmen så det er den eneste applikation som er umiddelbar tilgængelig. Det kan bruges til at dele noget med en anden person, som ikke nødvendigvis skal have mulighed for at hoppe tilbage på startskærmen eller lige se hvem du har ringet eller skrevet til sidst.

Notifikationsindstillinger

Denne video viser hvordan man kan ændre sine notifikationsindstillinger for individuelle applikationer, blandt andet kan man blokere helt for notifikationer, man kan angive prioritet så man kan få de vigtigste i toppen af sin liste og til sidst kan man sætte nogle til sensitiv hvilket essentielt betyder at de ikke kommer frem når telefonen er i låst tilstand.
Man kan desuden se at vi får en direkte genvej til notifikationskontrol med de to volumen-taster på siden – akkurat ligesom man kan justere lydstyrken i dag.

Chrome tabs

Den sidste video viser hvordan alle ens åbne Chrome tabs kan blive vist i app-oversigten i stedet for kun at have den enkeltstående Chrome applikation. Det betyder at man hurtigere kan hoppe til den rigtige tab, men desværre også at de har fjernet den lille oversigt inde i Chrome som angiver hvor mange tabs man har åben.


Kilde: Boy Genius Report