Android ‘M’ kommer direkte i bilen

Vi har netop fået Android Lollipop, men næste omgang er allerede på bedding, og bilen får opmærksomhed denne gang

Android ‘M’ kommer direkte i bilen

Sammen med Android L, som altså fik navnet Android Lollipop, kom også et fokus på en relancering af Android til fjernsynet. I Android M vil der være fokus på bilen, og styresystemet skal bygges direkte ind i køretøjet.

Læs også: Google vil have fuld kontrol over Wear, TV og Auto

Google har allerede en kamp med Apple om at overtage instrumentbrættet, og de gør det begge ved at slutte en telefon til bilens styrepult. På den måde vil de kompatible biler vise en version af Android eller iOS, der bliver projekteret gennem telefonen.

Det er ikke godt nok for Google, der vil have Android bygget direkte ind i en bils informationssystem. Nyere biler, især i USA, er spækket med teknologi, og nogle har endda selv internet – det vil Google udnytte til at kunne have Android kørende nonstop.

Google hele tiden

Man ville let kunne forestille sig, at Google tænker noget i stil med, at man har Google Play Musik kørende om morgenen før arbejde, og når man så sætter sig ud i bilen og tænder den, så overtager den afspilningen. På den måde vil ens telefon kunne gå i dvale og spare strøm, mens bilen overtager de vigtigste funktioner.

Læs også: Android Auto til biler får en god modtagelse [opdatering]

En fuld integration af Android M vil også give Google en række andre muligheder. Eksempelvis vil Google kunne skræddersy sit indhold, herunder reklamer, endnu mere til brugerne, da firmaet potentielt vil kunne få adgang til langt flere informationer.

Der er dog også en række udfordringer for Google i forhold til at få Android ind som en integreret del af bilen. Producenterne skal først og fremmest overbevises om, at det er en god ide, og så vil det være et helt nyt medie med helt nye udfordringer generelt.