Android Marked kan tømme dit Dankort

Pas på din Android-mobil. Enhver kan på få minutter bruge for flere hundrede kroner på dit Dankort.

Android Marked kan tømme dit Dankort

Googles applikationsbutik Android Marked, der findes på Android-mobiler som f.eks. HTC Desire S, Sony Ericsson Xperia Arc og Samsung Galaxy-serien, er stedet hvor mobilkunderne kan købe applikationer og spil direkte på mobilen.

Men det er også stedet, hvor du kan risikere, at få hævet i hundredevis af kroner på dit Dankort.

Hvis du f.eks. låner mobilen ud til en ven, eller lader et barn spille på den, kan du risikere at personerne åbner Android Marked, og køber nye spil, på vegne af dig.

Årsagen til denne risiko er, at Dankort-oplysningerne er knyttet sammen med mobilen, og ens Google konto, via Google Checkout. Det kræver altså kun få klik, før et køb er gennemført.

Ingen beskyttelse

Google har i Android Marked ingen form for beskyttelse mod, at uvedkommende kan købe applikationer og spil på andres mobiler. Når der trykkes “køb” på et produkt er købet, få øjeblikke efter, gennemført – uden man er blevet spurgt om personlige oplysninger eller password.

Hos konkurrenten Apple forholder det sig noget anderledes. Godt nok ligger ens kontooplysninger også bundet op på mobilen, blot via en iTunes konto, men hver gang der skal foretages et køb skal brugeren indtaste sit password.

Hvis du pludselig er ude for, at nogle har købt apps fra din mobil, kan du inden for 15 minutter returnere dem igen, hvilket sker blot ved at afinstallere applikationen i Android Marked.