Android-telefon skal få ældre over på smartphone

En ny producent har meldt sig på banen med Android-styresystemet, men her har brugerfladen fået et nyt og anderledes look.

Android-telefon skal få ældre over på smartphone

Doro, der har speciale i ældre-venlige mobiltelefoner, har også meldt sig på banen med Android-styresystemet.

Det bliver modellerne Doro Phoneeasy 740 og 780, som er de første Doro telefoner med Android. Det skriver Mobil.se.

Brugerfladen er meget begrænset i forhold til hvad man er vant til fra Android-telefoner. Dette er selvfølgelig for at øge brugervenligheden for de ældre brugere, som ikke er fortrolige med smartphone.

Gennem en webside kan pårørende ændre på den brugerflade, som den ældre ser. Hvilket betyder der via hjemmesiden kan tilføjes eller fjernes programmer, sendes indhold f.eks. billeder eller kontaktoplysninger.

Doro vil også tilbyde en række af specifikke programmer blandt andet målrettet mod sundhed.

Der er desværre ikke nogen forlydender om hvornår de nye modeller vil komme på markedet, men Petra Lundgren fra Doro siger til Mobil.se, at det bliver i løbet af 2012.

Prisen er endnu heller ikke kendt.