Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Apple lancerer iPhone 8 og 8 Plus (PRODUCT)RED

Apple lancerer iPhone 8 og 8 Plus (PRODUCT)RED

Så er det officielt. Ligesom rygterne lød, har Apple nu præsenteret iPhone 8 og 8 Plus i samme røde (PRODUCT)RED-udgave, som iPhone 7 kom i.

Foto: Apple

Rygterne gik i går og i morges på, at Apple ville løfte sløret for en ny variant af iPhone 8 og 8 Plus - en såkaldt (PRODUCT)RED-udgave, hvor hele beløbet doneres for at komme HIV/AIDS til livs.

Og ganske rigtigt. I dag klokken 14:30 har Apple så lanceret de to iPhones i den røde farve. Det skriver Apple i en pressemeddelelse.

Den nye iPhone har en knalrød glasbagside og metalramme, mens fronten er holdt sort. Det er noget anderledes end iPhone 7, som havde en hvid front.

Forudbestilling i morgen. Salgsstart senere i april

Hvis du vil have fingrene i et eksemplar af den nye, røde udgave af iPhone 8 eller 8 Plus, skal du sidde klar på Apples webshop fra i morgen klokken 14:30 dansk tid. Her åbner Apple nemlig op for forudbestillinger i hele verden, men du må du væbne dig med lidt tålmodighed for at modtage telefonen. Den bliver nemlig først leveret til kunder og kommer først til salg i butikkerne i Danmark senere i april måned.

Modsat Danmark leveres de nye iPhones allerede fra fredag den 13. april i Australien, Canada, Kina, Frankrig, Tyskland, Hong Kong, Japan, New Zealand, Singapore, Sydkorea, Storbritannien og USA.

Prisen på en (PRODUCT)RED-iPhone 8 eller iPhone 8 Plus er uændret i forhold til de tre øvrige farver. iPhone 8 med 64 GB lager koster således 6.199 kroner, mens 256 GB koster 7.549 kroner. Hvis du vil have iPhone 8 Plus, koster den henholdsvis 7.099 kroner for 64 GB lager og 8.449 kroner for 256 GB lager.

Foto: Apple

Ingen (PRODUCT)RED iPhone X - kun et cover

Af uvisse årsager har Apple valgt ikke at sælge iPhone X i samme specielle udgave. I stedet må du nøjes med at udsmykke den almindelige iPhone X i et (PRODUCT)RED-cover. Der er tale om et flip-cover af læder i en lidt mørkere nuance rød.

Salget af coveret vil begynde i morgen og kan købes for 799 kroner.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies