Apps til iPhone prioriteres stadig over Android

Android har størst markedsandel, men applikationerne til iPhone prioriteres stadigvæk først.

Apps til iPhone prioriteres stadig over Android

For omkring et halvt år siden, helt præcis den 6. december 2011, udtalte Eric Schmidt tidligere CEO ved Google, at Android ville overgå iOS i udviklingen af applikationer.

Nu er der kommet en opgørelse fra Flurry Analytics, som giver tallene ”sort på hvidt”. Ifølge resultaterne udvikles applikationer til iOS fremfor Android i forholdet 2:1.

I første kvartal 2012 var 69 procent af de applikations-projekter der blev startet til iOS-platformen, mod 31 procent til Android-platformen.

Det er dog et lille løft til Android i forhold til 4. kvartal 2011, hvor det kun var 27 procent. Allerbedst så det dog ud i første kvartal 2011, hvor 37 procent af de applikationer der blev udviklet, var til Android.

Flurry bygger deres opgørelse på analyser for mere end 70.000 virksomheder, 185.000 applikationer og 100 millioner unikke enheder, så statistikken forventes at være rimelig præcis.

-”Kort sagt, så leverer Android mindre gevindst og mere smerte for brugerne end iOS, det mener vi er den vigtigste grund til 7 ud af 10 applikationer er til iOS fremfor Android,” sådan siger Peter Farago fra Flurry Analytics.