ASUS lancerer vanvittig gaming-mobil: ROG Phone

ASUS har præsenteret ROG Phone: Den vildeste gaming-smartphone i mands minde med et udvalg af gamingtilbehør større end til nogen anden smartphone.

ASUS lancerer vanvittig gaming-mobil: ROG Phone

Det lå i luften, at ASUS var på vej med en gamingsmartphone – og ganske rigtigt. Producenten har nu præsenteret mobilen ROG Phone, som er den ubetinget vildeste gaming-smartphone nogensinde.

Læs også: ASUS bekræfter: Arbejder på gaming-smartphone

Som navnet indikerer, er den en del af ASUS’ gamingbrand kaldet ROG (Republic of Gamers), og det betyder altså de bedste specifikationer på markedet, det klassiske gaming-design med sort/røde farver og alt andet end stilrene linjer … og ikke mindst RGB-lys.

I forbindelse med lanceringen har ASUS udgivet en video, der giver et godt indblik i, hvor vild en smartphone den nye ROG Phone er. Tag selv et kig ovenfor.

ASUS ROG Phone
Foto: ASUS

Markedets bedste specifikationer

Lad os starte med at tage et kig på teknikken, for det er et kapitel for sig. ASUS har gjort brug af den seneste Snapdragon 845-processor ligesom mange andre topmodeller, men den er blevet overclocket, som det hedder, så processoren drøner af sted med en hastighed på op til 2,96 Ghz frem for de normale 2,8 GHz – og det giver altså en bedre ydeevne.

Processoren genererer, ligesom i en pc, varme, og derfor køles komponenterne ned med et såkaldt 3D-luftkammer, som egentlig bare er tynde kobberrør, som leder varmen væk – noget der også er at finde i mange andre topmodeller. Setuppet i ROG Phone ser dog ud til at være noget vildere, end vi hidtil har set.

ASUS ROG Phone
Foto: ASUS

Andre specifikationer er 8 GB RAM, 128 eller hele 512 GB UFS 2.1 lagerplads og et 4.000 mAh batteri, der kan lades op til 60 pct. på 33 minutter og 85 pct. efter en time.

Dertil har telefonen et dualkamera, hvor den primære sensor er en 12 megapixel Sony IMX363-sensor. Den måler 1/2.55″ og tager pixels, der måler 1,4 µm. Blænden er på f/1.8.

Den ekstra sensor bagpå er en vidvinklet sensor med en synsvinkel på 120 grader. Foran sidder der en 8 megapixel f/2.0 sensor.

ASUS ROG Phone
Foto: ASUS

Første 90 Hz AMOLED-skærm

Gaming kræver en skærm med en høj opdateringshastighed, så billedet er så flydende som muligt. I PC-miljøet tilstræbes 144 Hz for tiden, men i mobilverdenen er det hidtil ”kun” 120 Hz, vi har set som den højeste billedopdateringshastighed. Den nye ASUS ROG Phone har en opdateringshastighed på 90 Hz eller billeder i sekundet, hvilket altså er noget bedre end de 60 billeder, der normalt vises i sekundet på mobiler.

Det særlige ved ASUS ROG Phone er, at den høje opdateringshastighed er opnået med en AMOLED-skærm. Det er ikke før set, at en sådan har 90 Hz. Razer Phone med op til 120 Hz opnår det eksempelvis med en LCD-skærm. Med ROG Phone får du altså både det dybe sortniveau og de mættede farver med AMOLED-skærmen og den høje opdateringshastighed. Den 6” store skærm understøtter desuden HDR og har desuden en responstid på 1 millisekund – perfekt til gaming.

ASUS ROG Phone
Foto: ASUS

Enorme mængder af gamingtilbehør

ASUS ROG Phone er i sig selv mere en rigeligt til at spille spil, men der åbner sig et helt univers af muligheder med de mange forskellige tilbehørsprodukter, som ASUS har udviklet sammen med ROG Phone. Telefonen har ikke kun én eller endda to USB C-porte, men hele tre af slagsen. Den ene sidder i bunden og er til opladning, mens de to andre sider side om side på telefonens venstre side. Netop denne dobbelte USB C-port giver en hel del muligheder.

Du kan blandt andet tilslutte telefonen i produktet TwinView Dock, som mest af alt ligner en controller til en spillekonsol, hvor man kan docke telefonen i. Telefonen udgør faktisk kun den ene halvdel af spillearealet, da controlleren har en hel ekstra 6” skærm lidt ligesom en Nintendo DS. Samtidig har controlleren sit eget ekstra batteri på 6.000 mAh, sine egne to fronthøjttaleren ligesom telefonen og ekstra køling. Dermed kan du eksempelvis have et spil kørende på øverste skærm og livestream-kommentarer på den nederste skærm, hvis du livestreamer spillet.

ASUS ROG Phone
Foto: ASUS

Et andet tilbehørsprodukt er WiGig Dock, som er en netværksenhed, der lader dig streame telefonens skærm til dit tv med næsten ingen forsinkelse. Enheden kører over 60 GHz WiGig 802.11ad.

ASUS ROG Phone
Foto: ASUS

Der er endnu flere tilbehørsprodukter til ASUS ROG Phone, blandt andet AeroActive Cooler, som følger med i æsken. Dette er et lille modul, der kan klikkes på telefonens bagside, og som har en lille indbygget blæser, og som derfor køler den ned. Det gør det muligt for telefonen at bruge alle kræfterne, der gemmer sig i processoren uden at den bliver for varm og throttler. Den lille dock har desuden en USB C- og jackport.

ASUS ROG Phone
Foto: ASUS

Det sidste tilbehørsprodukt fra ASUS er Mobile Desktop Dock, som er en stationær dock, som du kan stille telefonen på – igen via porten i siden af telefonen. Docken har et utal af ind- og udgange, så du kan få spilleoplevelse med alt dit normale computerudstyr: PC-skærm, mus og tastatur. Docken har 5 USB 3.0-porte, SD-kortlæser, Dispayport, USB C-port, HDMI, Ethernet og 3,5 mm jack til headset og mikrofon.

ASUS ROG Phone
Foto: ASUS

ASUS ROG Phone: Pris og tilgængelighed

ASUS oplyser i en pressemeddelelse, at den vilde gamingsmartphone kan købes i løbet af 3. kvartal 2018 – altså i juli, august eller september. ASUS Danmark oplyser til Mobilsiden, at det endnu er uvist, om telefonen kommer til Danmark. ASUS oplyser desuden først prisen på telefonen, når den kommer til salg.

Sagen er ikke slut

Næste kronologiske artikel om sagen finder du her. mobilsiden fortsatte fortællingen. 17/4/2018 blev bolden spillet videre med et indlæg med tematikken ASUS bekræfter: Arbejder på gaming-smartphoneKlik her og læs historien.. Seneste nyt om emnet kan du finde her.