ASUS peges som mulig køber af HTC

Oven på en svær tid for taiwanske HTC går pc-producenten, ASUS, med overvejelser om at købe firmaet.

ASUS peges som mulig køber af HTC

ASUSTeK Computer Inc., også blot kendt som ASUS, peges nu som mulig køber af HTC, der lider en hård kamp for tiden.

Læs også: HTC-regnskab viser dårligste april måned i 6 år

Det erfarer Reuters, som skriver, at et køb af HTC ikke kan udelukkes. Der er kommet liv i historien, efter ASUS holdt sit årlige generalmøde – og her faldt snakken da på et muligt køb af HTC, som kæmper en kamp for tiden for at holde gang i salgstallene og få vendt de røde tal i regnskaberne.

Finansdirektør i ASUS, David Chang, kommenterede over for Reuters i forbindelse med generalmødet om det mulige HTC-køb:

Læs også: HTC vil skære 30 % ned i ordrer af One M9-komponenter

”Vores bestyrelsesformand har snakket om emnet internt. Men sandsynligheden for en reel overtagelse er ikke så stor, da ASUSTeK er et firma, der har været afhængig af en organisk vækst,” fortæller han.

HTC aktie
HTC’s aktie styrtdykker. I 10 år har aktien ikke været så lav som den er lige nu.

Aktier i frit fald

Alene i mandags og tirsdags sidste uge styrtdykkede HTC’s aktier med hele 20 % grundet udsigten til et skuffende kvartalregnskab efter denne måned. Samtidig er HTC’s aktier netop nu så lav, at man skal kigge 10 år tilbage for at finde samme lave niveau.

Læs også: HTC undskylder salgstal og lover ny innovativ topmodel

Siden lanceringen af topmodellen, One M9, ved Mobile World Congress i starten af marts måned er aktien faldet næsten 50 % i værdi. Den dårlige økonomi hos HTC får derfor rygterne til at svirre i luften om det mulige opkøb fra ASUS, men om det viser sig at blive en realitet, må tiden vise.

Opdatering (11:40): HTC afviser rygterne

Ikke længe efter nyheden spredte sig var HTC ude at afvise alle rygter om, at virksomheden kan blive solgt til ASUS.

“Vi afviser kraftigt nyheden. Vi kontaktede ikke ASUSTeK og vil ikke overveje opkøbet,” lyder det blandt andet.