Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Avis: Huawei vil lancere verdens første foldbare smartphone

Avis: Huawei vil lancere verdens første foldbare smartphone

Huawei vil overhale Samsung indenom og sigter derfor efter at afsløre verdens første foldbare smartphone i november måned, lyder det fra en avis.

Her ses den kommende Samsung Galaxy X. Huaweis mobil ventes at minde om denne.
Her ses den kommende Samsung Galaxy X. Huaweis mobil ventes at minde om denne.
Foto: Wipo.int

Der er kamp til stregen mellem smartphoneproducenterne om at lancere verdens første foldbare smartphone, der, som navnet indikerer, er fleksibel og kan foldes sammen midt på skærmen.

Der har i efterhånden et par år været forlydender om, at Samsung vil lancere en foldbar smartphone, og den sydkoreanske producent har dermed også været det mest realistiske bud på den producent, der lancerer en sådan smartphone først.

Læs også: Nyt Samsung-patent: Her er den foldbare Galaxy X

Men måske er det Huawei, der løber med den titel. Det er i hvert fald målet for producenten, som vil overhale Samsung indenom. Det skriver det sydkoreanske medie ETNews.

Ifølge mediet vil Huawei nemlig lancere en foldbar smartphone allerede i november måned - altså om kun syv måneder. ZTE lancerede sidste år en form for foldbar smartphone, men den består af to adskilte skærmpaneler og er på ingen måde fleksibel. De rigtige foldbare smartphones, så at sige, vil kun have én stor OLED-skærm, som kan tåle at blive foldet selv ved en lille radius.

Huawei har angiveligt overvejet at anvende OLED-skærmpaneler fra Samsung, men det viste sig vanskeligt at få disse skærmpaneler, før Samsung Display leverer dem til søsterselskabet Samsung Mobile. Huawei menes derfor at anvende OLED-skærme fra LG i sin foldbare smartphone, som, ligesom Samsungs mobil, menes at folde indad.

Foruden den foldbare smartphone mener ETNews også at vide, at Huawei lancerer en 5G-smartphone i løbet af første halvår i 2019. Der er altså masser af se frem til fra verdens tredjestørste smartphoneproducent.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies