Besvar undersøgelser i Google Panel og optjen kredit til apps

Appen Google Panel er nu blevet tilgængelig i Danmark, hvor du kan svare på små spørgeundersøgelser og optjene Google Play-kredit til køb af bl.a. apps.

Besvar undersøgelser i Google Panel og optjen kredit til apps

Hvis du er villig til at sætte 5-10 minutter af om dagen til at besvare en række korte spørgeundersøgelser, bør du tage et kig på Googles app, Google Panel, som netop er blevet tilgængelig i Danmark.

Appen har faktisk eksisteret i 2,5 år i USA under navnet Google Opinion Rewards, men nu ser Google omsider ud til at sprede konceptet videre til Skandinavien, hvor idéen er, at analyseinstitutter kan udarbejde spørgeundersøgelser, som når ud til Googles Panel-appens store brugerskare.

Læs også:  Varm op til Google I/O 2016 med den officielle app

Efter en spørgeundersøgelse er fuldendt, vil du nogle gange – ikke altid – blive belønnet med de såkaldte Google Play-kredit. Det er med andre ord penge, som kun kan indløses i Play-butikken på samme måde som fysiske Google Play-gavekort. Disse Play-kredit kan du bruge til at købe alt fra apps, spil, film, bøger, musik og ikke mindst til betaling af Nexus-produkter.

Google Panel app
Foto: Mobilsiden.dk

Appen er meget simpel. Du skal blot installere den fra Play-butikken på din Android-smartphone, hvorefter du skal igennem en kort opsætning på 8 trin, så appen kan danne en kort profil af dig til modtagelse af de målrettede spørgeundersøgelser. Herefter vil du i toppen af appen se, når der er en ny spørgeundersøgelse klar, som skal besvares typisk inden for 24 timer.

Du kan samtidig se, hvor mange penge – eller Play-kredit – du har fået skrabet sammen. Denne Google Panel-app er altså en oplagt mulighed for at få skrabet lidt småpenge sammen til køb af betalingsapps, hvis det er noget, du normalvis ikke vil bruge penge på – men det kræver som bekendt en smule arbejde.