Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Billeder og manual afslører 4K Android TV-dongle fra Google

Billeder og manual afslører 4K Android TV-dongle fra Google

Google lancerer snart en HDMI-dongle i stil med Chromecast, men med Android TV installeret, og som kommer med en fjernbetjening. Se billeder af enheden her.

Foto: FCC.io

Google er på vej med en ny streamingenhed, der bliver en opgraderet udgave af Chromecast. Udseendemæssigt vil den ligne Chromecast, men indholdsmæssigt vil den være markant anderledes.

Læs også: Google WiFi- trådløst internet bliver ikke lettere [TEST]

Den kører nemlig med Android TV - Googles udgave af Android optimeret til tv-skærme. Det viser billeder og en manual, som den amerikanske godkendelsesinstans FCC har offentliggjort.

Fjernbetjening med mikrofon følger med i æsken

På billederne ses det, at enheden måler omkring 13,5 x 7 cm og er formentlig omkring 2 cm tyk, så den er noget større end en Chromecast. Designmæssigt minder den meget om Chromecast Ultra med et meget lille HDMI-kabel og en stor "krop" med al hardware i. Googles logo er også at finde på den nye enhed.

Ligesom med Chromecast er alt, du skal gøre, at stikke donglen ind i en HDMI-port på dit fjernsyn, og så skal den samtidig have strøm fra den medfølgende strømadapter.

Når du skifter tv’et over på HDMI-inputtet, er det Android TV, der starter op. Ifølge en manual, som FCC også har gennemgået, skal du gennemgå samme opsætning som på et tv med Android TV. Det interessante er dog, at Android TV-donglen betjenes af en medfølgende fjernbetjening, som lidt ligner den, der følger med Apple TV.

Læs også: Google og LG vil demonstrere vild 5K-skærm til VR-headsets

Fjernbetjeningen gør det markant nemmere at betjene systemet frem for at man skal benytte Android TV-appen til at få en virtuel fjernbetjening på sin smartphone. Android TV-donglen kunne altså gå hen og blive et noget mere brugervenligt alternativ til Chromecast, da mange foretrækker at have et interface at kunne betjene – og gerne med en fysisk fjernbetjening frem for at man skal være afhængig af sin smartphone.

Det smarte med denne dongle, og Android TV generelt, er at der er indbygget understøttelse for Google Cast-teknologien, så den kan også anvendes som en normal Chromecast for dem, der foretrækker dette. Andre kan i stedet åbne eksempelvis YouTube, Spotify, Netflix eller noget fjerne direkte i Play-butikken via fjernbetjeningen. I Android TV er der nemlig apps installeret ligesom på Android-smartphones og -tablets.

Ligesom andre Android TV-produkter vil denne lille dongle understøtte Google Assistent via fjernbetjeningen, som har en indbygget mikrofon. Når Google Assistent meget snart forstår dansk, vil det formentligt også blive muligt at snakke dansk til den nye Android TV-dongle fra Google.

Læs også: Disse Google Assistant-højtalere har indbygget batteri

FCC har også offentliggjort specifikationerne på den kommende enhed fra Google. Den understøtter, ikke overraskende, 4K. Den understøtter afspilning af formaterne mkv, wmv, mpg, mpeg, dat, avi, mov, iso, mp4, rm, jpg, bmp, gif og flere. Donglen anvender HDMI-version 2.0A, og enheden består af 2 GB RAM og 8 GB lagerplads. Den har den såkaldte Amlogic S905X-processor, som også er at finde i et væld af kinesiske Android TV-bokse.

Det er endnu uvist, hvornår boksen bliver afsløret, men det mest oplagte bud må siges at være Google I/O-udviklereventen, som starter den 8. maj. Prisen er endnu ukendt, men den må formodes at koste som minimum det samme som Chromecast Ultra: 630 kroner.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies