Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Billig Samsung Galaxy J7+ med dualkamera lige om hjørnet

Billig Samsung Galaxy J7+ med dualkamera lige om hjørnet

Samsung vil brede dualkameraer ud til masserne med Galaxy J7+, som er lige på nippet til at blive lanceret. Allerede nu er flere billeder lækket.

Foto: Thaimobilecenter.com

I sidste uge udgav Samsung - som en af de sidste producenter - dets første smartphone med et dualkamera - altså to kameraer på bagsiden. Galaxy Note 8 bliver dog langt fra Samsungs eneste smartphone med to bagkameraer.

Læs også: Samsung Galaxy J5 - et prisstærkt alternativ [TEST]

Den thailandske hjemmeside Thaimobilecenter har nemlig delt et pressefoto af den endnu ikke lancerede Samsung Galaxy J7+, som bliver den næste tilføjelse til Samsungs Galaxy J-serie bestående af særdeles prisvenlige smartphones.

I et tweet har hjemmesiden også delt et af billedene, som umiddelbart ligner en klassisk Samsung-telefon med Samsung-logoet i toppen, afrundede hjørner samt kapacitive knapper og en home-knap under skærmen.

Læs også: Samsung Galaxy Note 8 er ude: Mere af det hele

Det er altså bagsiden, der er mere interessant med det nye dualkamera. I Galaxy J7+ er det ikke en helt klassisk opsætning, der er at finde. Den primære sensor har en opløsning på 13 megapixel og en blænde på f/1.7, mens den anden sensor kun har en opløsning på 5 megapixel og en blænde på f/1.9. Det skulle give mulighed for funktionen Live Focus, som også er at finde i Galaxy Note 8.

Foruden kameraet byder Galaxy J7+ på en 5,5” stor Super AMOLED-skærm med en Full HD-opløsning (1.080 x 1.920 pixels). Indeni gemmer der sig en endnu ukendt ottekernet processor med en hastighed på op til 2,39 GHz. Dertil følger 4 GB RAM og 32 GB lagerplads med mulighed for at supplere med op til yderligere 256 GB lagerplads med et microSD-kort. Telefonen vil også have både fingeraftrykslæser og ansigtsgenkendelse, lyder det. Den får altså mange af de features, som Galaxy Note 8 byder på – bare i en knap så toptunet udgave.

Batteriet har en kapacitet på 3.000 mAh, mens softwaren er Android 7.1.1 Nougat.

Ifølge hjemmesiden bliver telefonen snart lanceret i Thailand, men den vil formentlig også være at finde på disse breddegrader. I hvert fald er flere af Samsungs tidligere og nuværende Galaxy J-telefoner på det danske marked, blandt andet den almindelige Galaxy J7.

Det store spørgsmål bliver naturligvis, hvad den kommer til at koste. Da den seneste udgave af Galaxy J7 kom til salg i Danmark i løbet af sommeren, startede den ud med en pris på omkring 2.500 kroner og er sidenhen faldet til blot 1.800 kroner. En startpris på 3.000 kroner for Galaxy J7+ er derfor ikke utænkeligt. Først skal telefonen dog lige lanceres officielt, og først der ved vi, om der er planer om en lancering på disse breddegrader.

Hands on-billeder og -video af Galaxy J7+ dukket op

Opdateret klokken 11:10: Lige som de første pressefotos og specifikationerne dukket op, er såkaldte hands on-billeder også kommet frem. På det kinesiske sociale medie Weibo har en bruger delt ni knivskarpe billeder af telefonen, hvor det for alvor er muligt at få en fornemmelse af, hvordan den prisvenlige telefon med de to bagkameraer ser ud.

Også en video er dukket op på YouTube, som viser den endnu ikke lancerede telefon:

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies