BlackBerry: derfor er den nye Passport telefon så kvadratisk

BlackBerry Passport er bemærkelsesværdig kvadratisk, ifølge dem selv er det positivt for produktiviteten på mobilen.

BlackBerry: derfor er den nye Passport telefon så kvadratisk

BlackBerrys nye telefon Passport er blevet mødt med nogen undren til det valgte design som jo er meget kvadratisk, heldigvis vil BlackBerry hellere end gerne forklare deres valg i et blogindlæg.

Det bærende argument for designet, er produktivitet. Selv om den kvadratiske skærm på 4,5 tommer ser noget underfundig ud, så er den optimeret til at læse dokumenter eller regneark. Rektangulære telefoner viser cirka 40 karakterer på en linje, ifølge BlackBerry har research vist, at det optimale antal karakterer på en linje i en bog, er 66 (BlackBerry Passport viser 60 karakterer).

I blogindlægget pointeres det at vi de sidste mange år har siddet fast i en rektangulær verden, “det er et fint ergonomisk design der fungerer til underholdning, men det rektangulære udseende er blevet en de facto tilgang til smartphone design, i en sådan grad så det måske begrænser innovationen” skrives der.

Om man er enig i BlackBerrys ræsonnement eller ej, så synes jeg man skal bifalde at de forsøger sig med et andet design end det vi efterhånden er blevet vant til. Det er lidt sørgeligt at vi kalder det innovation når en producent flytter et par knapper om bag på telefonen i stedet for på siden som det skete med LG G2.

Omvendt er det jo ikke første gang en producent forsøger sig med en telefon med dette format, LGs Optimus Vu har eksempelvis ikke fået den helt store succes. Nu må vi se om det lykkedes for BlackBerry at overbevise markedet om at den ekstra brede telefon faktisk er pengene værd. Som de skriver i deres blogindlæg, It’s Hip to be Square.

Kilde: BlackBerry Blog