BlackBerry er færdig med at fyre folk

En tre år lang periode med nedskæringer på cirka 60% af arbejdsstyrken er nu overstået, BlackBerry ser frem til beskeden vækst.

BlackBerry er færdig med at fyre folk

De sidste tre år har været meget hårde for canadiske BlackBerry, specielt for de medarbejdere som er blevet fyret i denne periode, men også for dem som ganske enkelt ikke har vidst om selskabet var købt eller solgt og hvad fremtiden skulle bringe.

Ifølge et internt memo fra direktør John Chen som Reuters har fået opsnappet, så har selskabet nu fyret alle dem der var behov for, han går så langt som at forklare at selskabet så småt kan begynde at hyre folk igen på vigtige områder som produktudvikling, salg og kundeservice – i beskedent omfang og såfremt markedet ikke bliver værre.

BlackBerry har over de sidste tre år nedjusteret sin arbejdsstyrke med cirka 60 procent, og står i dag som en væsentligt mere trimmet organisation, forhåbentlig også med et klarere billede af hvad der skal fokuseres på fremadrettet.

Memoet slutter med at opfordre medarbejderne til at samles om den nye lancering af BlackBerry Passport som efter sigende skulle komme til efteråret.

Dette må siges at være et kritisk punkt at nå til for John Chen, at gå til moderat fokus på vækst i stedet for at bevæge sig i en periode med konstant behov for at skære ned på omkostninger. Det vil formentlig skabe mere ro og give plads til at fokusere på de områder BlackBerry ønsker at udvikle fremadrettet. Så er der kun tilbage at ønske dem held og lykke med Passport lanceringen – som om ikke andet beviser at BlackBerry ikke er helt færdige med at lave smartphones.

Kilde: TechCrunch