Bliver skjult Facebook markedsføring ulovlig?

Det bliver måske ulovligt at lade medarbejdere promovere virksomhedernes produkter i det skjulte.

Bliver skjult Facebook markedsføring ulovlig?

De nordiske forbrugerombudsmænd har sendt et udkast til et nyt regelsæt omkring virksomheders brug af sociale medier. Det nye regelsæt vil f.eks. omfatte Twitter og Facebook.

Som vi tidligere har fortalt, så udfører nogle virksomheder skjult markedsføring på f.eks. Facebook, hvor medarbejdere præmieres for positiv omtale af virksomhedens produkter.

 

Det er i dag ikke ulovligt at udføre denne form for guerilla-markedsføring, hvor virksomheders ansatte i det skjulte promoverer virksomhedens produkter. Men det bliver der måske lavet om på i fremtiden.

 

De nordiske forbrugerombudsmænd har i fællesskab lavet et udkast til et regelsæt, der skal gøre det meget sværere for virksomheder at udføre skjult guerilla-markedsføring på sociale medier.

 

Af udkastet fremgår det blandet andet:

 

“Sociale medier opfattes primært som en platform, hvor privatpersoner kan udveksle oplysninger med hinanden. Derfor skal erhvervsdrivende, der benytter sociale medier til markedsføring, være særligt opmærksomme på, at det til enhver tid skal fremgå klart, når brugerne af det sociale medie bliver udsat for markedsføring.

 

Mere specifik, så skal virksomhedernes ansatte tydeligt angive sit tilhørsforhold:

 

“Hvis en erhvervsdrivende anvender sin egen private profil til at markedsføre sin virksomhed eller sine produkter, skal det tydeligt oplyses, at budskabet hidrører fra en erhvervsdrivende.”

 

Hvis virksomhedernes ansatte får løn eller andre fordele ud af omtalen på de sociale medier, så skal dette klart og tydeligt fremgå i markedsføringen:

 

”Når privatpersoner modtager betaling eller andre fordele for at omtale eller på anden måde markedsføre en erhvervsdrivendes varer eller tjenesteydelser, skal dette klart fremgå af markedsføringen. Den erhvervsdrivende er forpligtet til at informere privatpersonen om dette krav.”


Hele udkastet, der er i høring indtil 19. december 2011, kan læses på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.

Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, der blandt andet fører tilsyn med, at virksomheder overholder reglerne for markedsføring.

 

Læs også:
– Telenors ansatte udfører hemmelig markedsføring