B&O lancerer nyt Harmony TV med WebOS

Bang & Olufsen lancerer i dag et 65 tommer Beovision Harmony TV, med et optimeret LG OLED C9 og LGs WebOS-platform.

B&O lancerer nyt Harmony TV med WebOS

Bang & Olufsen lancerer i dag videreudviklingen af deres Beovision Harmony TV, som folder sig ud til en skulpturel genstand, når det ikke er i brug. Beovision Harmony 65″ har det samme aktive DSP-baserede lyd-center som Beovision Harmony 77″, hvor to smukt formede vinger i eg og aluminium skjuler de sublime lydenheder, som er perfekt indstillet til at levere en kraftfuld stereooplevelse.

Når Beovision Harmony er slukket eller anvendes til musikafspilning, hviler den tynde skærm tæt på gulvet, delvist dækket af de to højttalerenheder i eg og aluminium. Magien sker, når man tænder for Beovision Harmony, hvilket får de to vinger folder sig ud – meget lig vingerne på en sommerfugl, der er ved at lette – og skærmen hæves til den ideelle højde til at se TV. Når man slukker for fjernsynet, udspiller det samme scenarie sig – blot i omvendt rækkefølge.

Underholdning til hele hjemmet

Beovision Harmony er designet til at være et centrum i hjemmet. De kraftfulde højttalere har et unikt lydbillede, som får det fulde potentiale ud af de integrerede streamingtjenester Tune-In og Deezer. Men musikken kan også streames direkte fra en smartphone via Apple Airplay 2, Bluetooth eller Cromecast, som alle er bygget ind i Beovision Harmony. Men det er ikke alt – for Beovision Harmony har også LGs nyeste webOS-platform, som giver adgang til alle de mest populære udbydere såsom Netflix, Amazon og Youtube.

Beovision Harmony indgår problemfrit i Bang & Olufsens hastigt voksende samling af multirum-produkter. Og ønsker man at omslutte sig med vellyd, har Beosound Harmony indbygget 7.1 Surround sound-dekoder, som gør det muligt at tilslutte op til otte Beolab-højttalere – eksempelvis Beolab 18, Beolab 50 og Beolab 90. Alle tilsluttede enheder kan kontrolleres ved hjælp af Beoremote One – et smukt stykke teknologi, som er ergonomisk designet og formet ud af ét stykke presset aluminium.

Læs også: Disney+ er klar til LGs Smart TV

B&O Harmony: Pris og tilgængelighed

Beovision Harmony, inklusive LG OLED C9 65″-TV, som er optimeret til Bang & Olufsen, fås i to udgaver med front i grå tekstil og aluminium til en vejledende pris på 97.500 kroner eller i eg og aluminium til en vejledende pris på 105.000 kroner.

Et LG OLED C9 i 65″ ligger i omkring 20.000 kroner.

Læs også: LGs nyeste OLED-TV bliver bedre til gaming

B&O Harmony
Beovision Harmony TV. Foto: B&O