Bøde til teleselskabet 3 for dårlig prismærkning

Teleselskabet 3 har fået en bøde på 60.000 kroner, for at ”gemme” oplysninger om mindstepriser på telefonabonnementer.

Bøde til teleselskabet 3 for dårlig prismærkning

Forbrugerombudsmanden har for anden gang politianmeldt teleselskabet 3, for ikke tydeligt nok, at oplyse om mindsteprisen på et telefonabonnement.

Selskabet har på sin hjemmeside reklameret for et abonnement, hvor den månedlige ydelse var skrevet med stor skrifttype. Længere nede på samme side var oplyst, hvad oprettelsen kostede, men i forbindelse med tilbuddet, var der ikke oplyst nogen mindstepris, for det samlede abonnement i hele bindingsperioden.

Først når forbrugerne trykkede på ”Køb abonnement” blev det med små skrifttyper oplyst, hvad mindsteprisen for abonnementet ville koste i hele bindingsperioden.

Derfor har Forbrugerombudsmanden politianmeldt selskabet, som har accepteret en bøde på 60.000 kroner.

3 er tidligere blevet idømt en bøde på 25.000 kroner i en lignende sag.

”Den samlede mindstepris på et telefonabonnement, er et vigtigt pejlemærke for forbrugeren, og gør det muligt at sammenligne tilbud på tværs af abonnementer og selskaber, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Han glæder sig over at 3 har vedgået overtrædelsen, men forventer samtidig, at der bliver strammet op på markedsføringen.

Kilde: Forbrugerombudsmanden