Danskerne foretrækker highend smartphones

Danmark er blevet et smartphone-land, der sætter pris på store skærme og 4G – og køber high-end produkter.

Danskerne foretrækker highend smartphones

Ifølge en ny undersøgelse, som er foretaget af YouGov for Sony Mobile Communications, så har danskerne for alvor taget smartphonen til sig. Salget af smartphones udgør omkring 75 procent af det samlede antal solgte mobiltelefoner sidste år.

Danskerne skifter også telefon ofte og hele 62 procent af danskerne har fået ny smartphone inden for de seneste tre år – og 57 procent forventer at skifte deres nuværende smartphone indenfor 1-2 år, ifølge undersøgelsen.

Det er high-end modellerne der er pejlemærket og hver tredje dansker har skiftet smartphone to gange på 3 år, fortalte Sony Mobile i går på et pressemøde.

Prisen på telefonen betyder heller ikke længere så meget når vi køber smartphones. Faktisk svarer hele 17 procent, at prisen på deres næste smartphone er underordnet. Dette underbygges også i salgstallene. Mere end halvdelen af de købte smartphones i 2012 kostede mere end 4.000 kroner. Og Danmark er gået fra at være et mid-range marked til at være et highend marked.

Undersøgelsen viser også, at det klart er Android-telefoner de fleste har i lommen. Markedsandelen er 52 procent for Android, mens iOS har 28 procent af markedet.

40 procent af de adspurgte i undersøgelsen har endnu ikke lagt sig fast på, hvilket styresystem deres næste smartphone skal have.

Vi vil have de nye teknologier

Der har været meget snak om 4G-netværket og kendskabet er blevet meget udbredt i Danmark. Til trods for få dog har prøvet det, så svarer en tredjedel at de vil have 4G-understøttelse i deres næste smartphone.

Skærmene kan åbenbart heller ikke blive for store – her svarer 34 procent nemlig, at deres næste smartphone skal have en større skærm end deres nuværende telefon har.

Dog er det stadigvæk at ringe og skrive SMS, vi betragter som de vigtigste funktioner – til trods for alle mulighederne en smartphone har.

Men 12 procent har internetsøgning, som deres primære funktion. Og kamera, musik, spil og sociale applikationer er også vigtige for mange.

Mere om temaet

Temaet døde ikke med det første redaktionelle stik. mobilsiden fandt det relevant at følge op på temaet. 6/2/2013 rettede vi nyt fokus på sagen med artiklen Sådan undgår du at få smartphone-stress – Følg det videre forløb her. Få også seneste nyt om temaet ved at trykke her..