Data-abonnement skabt af brugerne

Onfone har skabt et nyt abonnement på data til mobilen i samarbejde med Mobildebat.dk's brugere.

Data-abonnement skabt af brugerne

I starten af januar startede Onfone’s presseansvarlige Morten Strunge en tråd på Mobildebat.dk, hvor han opfordrede brugerne til at komme med bud på, hvordan det perfekte data-abonnement ser ud for dem.

En måned og 100 indlæg senere er Onfone kommet frem til det de kalder “Danmarks bedste data abonnement”.

Det brugerdesignede produkt hedder DATAtrappen, og er i følge Onfone både billigt og overskueligt.

DATAtrappen er et abonnement, lavet som en trappestige med 5 trin med forskellige forbrugsintervaller, hvor hvert trin koster 25 kr. Det vil sige, at det billigste abonnement koster 25 kr, og det dyreste 125 kr. pr. måned. Alle starter med at betale 25 kr., og bruger man flere MB end, dem følger med, stiger prisen automatisk 25 kr. pr. trappetrin. Næste måned starter prisen forfra på det laveste trin.

Ingen grimme overraskelser

Med det nye abonnement håber Onfone, at folk ikke længere vil være bange for at tjekke Facebook eller mails på mobilen.

– “Vores udgangspunkt har været at lave et abonnement, som klart er det billigste på markedet, og som samtidigt opfylder vores generelle kriterier for vores produkter, nemlig at de er simple og totalt gennemskuelige. Det synes vi, er lykkedes med vores nye dataabonnement,” fortæller Onfone’s presseansvarlige Morten Strunge, der har været i dialog med brugerne på Mobildebat.dk.

Dataabonnementet fra Onfone kan købes som tillæg til alle Onfones mobilabonnementer.

Som tak for hjælpen bliver alle Mobildebat.dk´s brugere belønnet med 4 måneders gratis DATAtrappe abonnement.

Mobildebat.dk kan man som bruger stille spørgsmål og få svar fra de andre brugere om alt vedr. mobiltelefoner. Det er gratis at være medlem.