Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   DBA sender mystisk besked til brugere ved en fejl

DBA sender mystisk besked til brugere ved en fejl

En mystisk besked sendt ud til appen DBA får brugere til at mistænke, at den er blevet hacket. Beskeden er dog ifølge DBA sendt ud ved en fejl.

Foto: Facebook.com (Thomas Rune)

Tirsdag eftermiddag har mange brugere af DBAs populære app til iPhone, iPod og iPad formentlig kigget en ekstra gang på deres enheder. De har nemlig modtaget en mystisk notifikation på DBAs app med overskriften ”Hack” og teksten ”fdsfdsf”.

At vurdere ud fra brugeres billeder delt på DBAs Facebook-side er notifikationen modtaget i tidsrummet 16:05 til 16:08. Enkelte brugere melder også om, at de er blevet logget ud af appen, og at de ikke kan logge ind igen.

DBA: Intern testbesked sendt ud ved en fejl

I noget tid efter notifikationen blev udsendt, var det fortsat uvist, om der var sket en form for sikkerhedsbrist i DBAs systemer, eller om det var en dårlig eksekveret test. 

Nu oplyser DBA på sin supportside og i et opslag på Facebook, at der er tale om en intern testbesked, som ved en fejl er sendt ud til alle iOS-brugere af appen. Firmaet forsikrer også, at appen ikke er blevet hacket.

”Mange af vores brugere har modtaget en besked fra os med teksten ”Hack fedsfedsf”. Der er tale om en intern testbesked, der ved en fejl blev sendt ud til vores brugere. Det beklager vi meget. Der er ikke sket noget og vi er ikke blevet hacket,” oplyser DBA i beskeden.

Den mærkværdige og, ifølge DBA, ellers interne besked nåede at gøre mange brugere af appen bekymrede for, om deres adgangskoder og andre oplysninger var blevet stjålet.

”Jeg tror jeres sikkerhed lige er blevet udstillet som værende svag. Farveller app”, skriver ‎Christian Elmkvist Olsen eksempelvis på DBAs Facebook-side.

Men ifølge DBA er den populære app altså ikke blevet hacket. Mobilsiden har forsøgt at få en kommentar fra DBAs kommunikationschef, Sofie Folden Lund, om, hvorfor DBA udsender en testbesked med titlen ”Hack”, og hvorfor brugere umiddelbart efter beskeden har haft problemer med at logge ind i appen. Hun har dog ikke været til at træffe.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies