De første rigtige billeder af Google Pixel 3 XL dukker op

De første hands on-billeder af den ene af de to kommende Pixel-mobiler fra Google er blevet lækket.

De første rigtige billeder af Google Pixel 3 XL dukker op

Dette efterår løfter Google sløret for tredje generations Pixel-smartphones, som skal tage konkurrencen op med blandt andet Apples kommende iPhones.

Læs også: Google Pixel 3 skal produceres samme sted some iPhone

Som set så mange gange før bliver det næppe den helt store overraskelse, hvad Google præsenterer, for i alt otte nye billeder viser nemlig den ene af de to mobiler, som Google ventes at afsløre. Der er tale om to hands on-billeder af Pixel 3 XL, som først er blevet delt af en bruger på hjemmesiden XDA-developers forum.

Nogle timer senere afslørede samme bruger eksklusivt yderligere seks til XDA-developers nyhedsside, som viser telefonen fra flere vinkler.

Google Pixel 3 XL
Foto: XDA-developers.com

Samme design – nu med hak i skærmen

Billederne viser en prototype af den store Pixel 3 XL, da den har samme front som det store af de to frontpaneler, der blev lækket forleden. Her ses det omdiskuterede hak i toppen af skærmen, hvilket blandt andet giver plads til to frontkameraer. Hvis du ikke er fan af hakket i skærmen, vil den normale Pixel 3 til gengæld beholde det normale skærmdesign uden hak i skærmen.

Designmæssigt minder den umiddelbart meget om sidste års Pixel-mobiler. Der er fortsat to forskellige farver på bagsiden, men denne gang ser hele bagsiden ud til at være udført i glas. Der ser i hvert fald ikke ud til at være nogen samling mellem den øverste blanke del og den nederste matte del af bagsiden som på tidligere Pixel-mobiler.

Som et rygte fra Bloomberg forleden gik på, har Pixel 3 XL fortsat kun et bagkamera, og det ser ud til at beholde samme placering som Pixel 2 og 2 XL. Det samme gælder for fingeraftrykslæseren.

Google Pixel 3
Det logo, der ses på telefonen på det lækkede billede, har Google før anvendt til tidligere prototyper. Foto: XDA-developers.com/Google

Hjemmesiden 9to5Google tog også et nærmere kig på det lille logo, der er at finde på bagsiden. Man kunne sagtens tro, at logoet tilhører et helt andet mærke, men det viser sig at være et logo, som Google før har brugt til dets prototyper.

Sidste år udgav Google et blogindlæg, der viser de mange forskellige designs, som it-giganten har afprøvet forud for udgivelsen af Pixel 2 og Pixel 2 XL. Et billede viser flere forskellige designs, og på et af dem ses samme logo, som der ses på det lækkede billede af Pixel 3 XL. Den bør altså være god nok.

Læs også: Sådan kan Google Pixel 3 og 3 XL komme til at se ud

Billederne viser også telefonen inde i en opstartsmenu kaldet fastboot, hvor man blandt andet kan fabriksnulstille enheden. Her ses det, at telefonen har 4 GB RAM og 128 GB lagerplads præcis ligesom den ene af sidste års varianter. Om det er den største eller mindste variant i år, vides endnu ikke.