Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   De næste iPhones kommer i op til fem helt nye farver

De næste iPhones kommer i op til fem helt nye farver

Apple introducerer ifølge analytikeren Ming-Chi Kuo op mod fem nye farver, når it-giganten efter planen løfter sløret for tre nye iPhones til september.

Hjemmesiden 9to5Mac har givet et bud på, hvordan de nye farver kan ende med at se ud.
Hjemmesiden 9to5Mac har givet et bud på, hvordan de nye farver kan ende med at se ud.
Foto: 9to5Mac.com

Når Apple dette efterår lancerer en ny iPhone X, iPhone X Plus og en billigere iPhone 9, vil du få markant flere muligheder at vælge mellem, når det kommer til telefonernes farve.

Sådan lyder det fra den altid velinformerede Apple-analytiker Ming-Chi Kuo, som har udsendt nye oplysninger om Apples tre kommende iPhones. Det skriver 9to5Mac.

Læs også: Her er de mulige danske priser på dette års tre iPhones

Den største af de tre iPhones, iPhone X Plus på 6,5”, kommer ifølge analytikeren i farverne sort og hvid ligesom den nuværende iPhone X, men som noget nyt også i guld. Der er formentlig tale om den guldfarve, som iPhone 8 og 8 Plus i dag kan fås i, og som den amerikanske godkendelsesinstans FCC kom til at afsløre forud for lanceringen af iPhone X sidste år. Den så dog aldrig dagens lys, men det bliver altså formentlig tilfældet i år.

Analytikeren mener også at kende til, hvilke farver iPhone 9 på 6,1” kan købes i. Her kan du se frem til farverne ”grå, hvid, blå, rød og orange”. Grå kan potentielt være space grey, og hvid kan muligvis også referere til sølvvarianten af iPhone 8/8 Plus. Det kan dog lige så vel også være nye farver, vi endnu ikke har set - det ved vi ikke med sikkerhed endnu. Ligeså er det også usikkert, om den røde variant er en ny rød farve eller om det blot bliver en PRODUCT(RED)-udgave, som lanceres senere hen ligesom med tidligere iPhones.

Til gengæld er det ganske sikkert, at den blå og orange farve bliver helt nye, og så er der som bekendt også den tidligere nævnte guldudgave af iPhone X Plus.

Kommer også med dual-SIM

Ud over at komme ind på farverne nævner analytikeren også, at de nye iPhones får dual-SIM-funktionalitet. Der er dog ingen nærmere oplysninger om, hvordan det helt præcist vil fungere i de kommende iPhones. Apple har allerede erfaring med den nye eSIM-teknologi fra Apple Watch, så det er ikke utænkeligt, at der kun forbliver plads til et fysisk SIM-kort og et virtuelt.

Tilbage i 2017 snakkede selvsamme analytiker dog også om, at det, der nu er sidste års iPhones, ville få dual-SIM, men det skete ikke. Sidst forlød det, at de kommer med udgaven kaldet Dual SIM Dual Standby (DSDS), hvor to SIM-kort er i standby, og når et af dem bruges, f.eks. i et opkald, er det andet inaktivt.

Analytikeren har også offentliggjort priser, som stemmer overens med dem, som en anden analytiker nævnte i slutningen af juni. Den ”billige” iPhone 9 med en 6,1” skærm får en pris på omkring 699 dollars, hvilket formentlig vil give en dansk pris på 6.199 kroner – det samme som iPhone 8. Den dyreste iPhone X Plus på 6,5” får en pris på omkring 999 dollars – samme pris som iPhone X, hvilket vil sige 8.899 kr. Han har ikke nævnt nogen pris på den nye 5,8” iPhone X, men tidligere oplysninger peger på 899 dollars eller 7.999 kroner.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies