Den danske mobilproducent Lumigon lukker og slukker

Nu er det slut med danskdesignede smartphones fra Lumigon. Den danske mobilproducent har nemlig selv begæret firmaet konkurs.

Den danske mobilproducent Lumigon lukker og slukker

Den danske mobilproducent Lumigon siger farvel og tak. Forretningen kan ikke længere løbe rundt, og storinvesteren bag, Michael Moesgaard, har derfor begæret firmaet konkurs. Det skriver mediet ITWatch.

“Det er en trist sag, men jeg er stolt af, at jeg har været en del af Lumigon. Vi egenbegærer konkursen, så vi har ingen forsmåede investorer. Men de penge, det kræver for at køre selskabet videre, er så store, at vi ikke selv kan komme med dem,” siger Michael Moesgaard.

Lumigons 28 medarbejdere bliver netop nu orienteret om konkursbegæringen, som ifølge storinvestoren er sket kontrolleret. Lumigon, som blev stiftet i 2009 af Lars Gravesen, står bag flere Android-smartphones, blandt andet Lumigon T1, som dog aldrig kom på markedet og to år efter blev erstattet af Lumigon T2. Sidste år lancerede Lumigon så modellen T3 og åbnede senest en shop-in-shop i Farum.

Læs også: Lumigon T3 lanceret: ny danskdesignet mobil

For flere år siden var der forlydender om, at Lumigon var på vej væk, da der var et helt års stilhed fra producenten, men folkene bag forsøgte at holde forretningen kørende med næb og klør. Efter et underskud i 2016 på 25 millioner kroner gik den altså ikke længere for firmaet bag de danske luksustelefoner.

“Jeg er stolt af at have spillet en rolle i forhold til at redde stumperne af den stolte danske tradition og historie indenfor telefoni. Vi har haft selskaber som Storno, Nokia, Ericsson med mange flere herhjemme som store betydende spillere. Her har jeg haft muligheden for at være med til at holde fast i et selskab, der har forsøgt at skabe en danskproduceret smartphone, men den gik bare ikke,” siger Michael Moesgaard til ITWatch.

Læs også: Det er slut for den danske smartphone ID1 fra ID2ME.

Lumigon er ikke den eneste danske mobilproducent, der har måttet dreje nøglen om for nyligt. Danske ID2ME, som blev grundlagt i januar 2016, kom på markedet med mobilen ID1, som aldrig blev den store succes. Kun lidt over efter et år blev firmaet begæret konkurs.

Mere om fortællingen

Næste kronologiske historie om emnet finder du her. mobilsiden kunne ikke slippe historien. 31/8/2017 havde redaktionen fokus på artiklen om LG V30 er officiel: Spækket med features – Artiklen kan læses her. Redaktionen har stadig interesse for temaet. Klik her for at læse aktuelle nyheder..