DisplayMate: Samsung Galaxy Note 8 har den bedste skærm

Samsung har forbedret Super AMOLED-teknologien, så Galaxy Note 8 nu bærer titlen som telefonen med den bedste skærm ifølge specialisterne fra DisplayMate.

DisplayMate: Samsung Galaxy Note 8 har den bedste skærm

Samsung kan bare noget med skærmpaneler til smartphones, som ingen andre kan. Det står klart, efter skærmspecialisterne DisplayMate har publiceret en særdeles lang, udførlig test af den 6,3” store Super AMOLED-skærm i Samsung Galaxy Note 8.

Læs også: DisplayMate: Samsung Galaxy Note 7 har den bedste skærm

Her er konklusionen klar: Samsung Galaxy Note 8 er den smartphone med den bedste skærm lige nu. Sådan lød det også, da Samsung lancerede Galaxy Note 7 og Galaxy S8 og S8+. Samsung har altså overgået sig selv endnu en gang ved at lancere en ny bedste mobilskærm. Så på hvilke områder er den bedre end Galaxy S8 og S8+?

Rekordhøj lysstyrke på over 1.200 nits

Den største forskel er, at skærmen i Samsung Galaxy Note 8 er 22 % mere lysstærk end den, der sidder i Galaxy S8 og S8+. Forårets topmodeller har i forvejen meget lysstærke skærme, der toppede med en – på det tidspunkt – rekordhøj lysstyrke på 1.020 nits. Det overgår Samsung nu med en lysstyrke på hele 1.240 nits i Galaxy Note 8, når automatisk lysstyrke er slået til. Ved manuel justering topper lysstyrken ved 540 nits.

Samsung Galaxy S8 og S8+ var de første mobiler til at efterleve den såkaldte DCI-P3-farvestandard med deres HDR-skærme. Faktisk kan de gengive henholdsvis 113 % og 142 % af de to farverstandarder kaldet DCI-P3 og sRGB. Med andre ord kan skærmene vise ikke kun ekstremt livlige, men også korrekte farver. Her matcher Galaxy Note 8 mere eller mindre forårets topmodeller. Note 8 gengiver nemlig hele 112 % af DCI-P3-farvestandarden i farveprofilen ’AMOLED-biograf’ og 141 % af sRGB-farvestandarden i ’Grundlæggende’-farveprofilen.

Læs også: DisplayMate: Galaxy S8 har den bedste mobilskærm nogensinde

DisplayMate når også frem til, at Galaxy Note 8 har bedre betragtningsvinkler end Galaxy S8 og S8+, men forskellene her er minimale. Samsung har også implementeret hardware, som styrer Always On-skærmen i stedet for at det drives af software. På en lang række andre punkter matcher skærmen i Note 8 også den i S8 og S8+. Blandt andet har den mobilmarkedets laveste reflektivitet og højeste kontrastforhold.

Der er altså ikke andet end roser til Samsung fra skærmspecialisterne, og den sydkoreanske producent ender derfor med en ’A+’-karakter: et solidt 12-tal – med pil op.

”Ud fra vores omfattende test og målinger i laboratoriet har Galaxy Note 8 den smartphoneskærm, der præsterer bedst, og fortjener DisplayMates højeste A+-karakter nogensinde”.

Historien forstsætter

Redaktionen følger op med den seneste udvikling i sagen. mobilsiden kunne ikke lade sagen ligge. 28/8/2017 gik redaktionen videre og fulgte op med et indlæg omkring Android 8.0 Oreo: Se om din mobil opdateres – og hvornår – Forstættelsen i sagen kan læses her. Redaktionen har fokus på tematikken. De seneste nyheder finder du her.