Dokument fremviser Windows Phone 7.8

Et lækket dokument fremviser detaljer om funktionerne i den kommende opdatering til Windows Phone 7.8.

Dokument fremviser Windows Phone 7.8

Da Windows Phone 8 blev præsenteret var der mange, som sad tilbage med en række spørgsmål omkring opdateringen til de ældre enheder, Windows Phone 7.8. Beskeden var da, at der vil komme flere informationer om dette ved en senere lejlighed.

 – Gamle Windows Phones får Windows Phone 7.8

Nu ser det måske ud til, at Windows Phone 7-ejere måske skal vente helt indtil første kvartal næste år før de får deres opdatering til Windows Phone 7.8. Det viser et nyt dokument, som er lækket af en kinesisk Nokia-afdeling. Det skriver Gsmarena.com.

Den eneste information Microsoft har givet om opdateringen er, at startskærmen på Windows Phone 7.8 vil komme til at ligne den der er på Windows Phone 8, hvor de forskellige tiles kan tilpasses i tre forskellige størrelser.

Men ifølge dokumentet vil Internet Explorer også blive opdateret med nogle sikkerhedsfunktioner, som er i Windows Phone 8. Det virker dog til, at det forbliver version 9.

Det skulle også blive muligt for producenterne, at komme med egne tilpasninger eksempelvis i form af, at tilføje understøttelsen for deling af mediefiler via Bluetooth.

Desværre ser det ud til, at Windows Phone 7-ejere må vente til det første kvartal i 2013 før de kan opgradere til Windows Phone 7.8.

Der er dog ikke noget yderligere meldt ud fra Microsoft, derfor er det indtil nu uvist om der er hold i dette.

Læs også:
 – Microsoft sagsøgt dansker tog patent på live tiles