DXOMark: HTC U 11 har det bedste mobilkamera nogensinde

Fotospecialisterne fra DXOMark fastslår: HTC’s nye topmodel kan tage bedre fotos end nogen anden smartphone.

DXOMark: HTC U 11 har det bedste mobilkamera nogensinde

HTC’s nyeste topmobil er på papiret ikke ændret synderligt på kamerafronten i forhold til sidste år. Der bydes igen på et kameramodul med lysstærk optik og 12 megapixels på 1,5 µm.

Taiwanesiske HTC har dog tweaket og optimeret både optik og efterbehandling af resultaterne, så disse nu kan placere sig på toppen af kameratronen.

Det er er fotospecialisterne fra franske DXOMark, der i deres seneste test kårer HTC U 11 som havende det bedste mobilkamera nogensinde. Her scorer mobilen hele 90 points, et enkel point foran den tidligere topscorer Google Pixel.

Sidste års HTC 10 var også at finde blandt de allerbedste smartphones med en samlet score på 88 point.

Se også:  HTC U 11: Første indtryk og hands-on

Det scorer HTC U 11 i de forskellige fotodiscipliner. Foto: dxomark

Her er U 11 bedst

Blandt DXOMarks mange testparametre fremhæver specialisterne, at HTC U 11 brillerer når det kommer til fokusering, gengivelse af fine detaljer og kontrast samt evnen til at ramme den rette eksponering.

De største svagheder i U 11 kameraet er at finde i farvegengivelsen og enkelte artefakter. Med en minimumscore på 85 point i de discipliner, placerer U 11 sig fortsat langt over middel i de testmålinger.

På videofronten scorer U 11 en ren topkarakter ved at hive 89 point hjem – et enkel point mere end både Google Pixel samt Samsungs Galaxy S8 og S7 modeller.

Du kan se de enkelte delresultater på DXOMarks hjemmeside.

Læs også:  DXOMark: Google Pixel har det bedste mobilkamera nogensinde