E-bogen får gennembrud i 2012

Forlagene mener selv, at 2012 bliver året, hvor e-bøgerne får sit gennembrud herhjemme. Godt hjulpet af de mange iPads der lå under juletræerne.

E-bogen får gennembrud i 2012

Går du også og drømmer om at skifte dine mange hyldemetre af bøger ud med digitale udgaver, så er der håb forude. Selv forlagene tror nu på, at 2012 bliver året, hvor e-bøgerne slår endeligt igennem herhjemme, skriver Kristeligt Dagblad.

“2012 bliver året, hvor e-bogen får sit store gennembrud herhjemme. Det har den allerede fået i flere andre lande, og nu kommer den også til Danmark,” siger Jakob Kvist, kreativ direktør for forlaget Peoples? Press, til avisen.

Også Gyldendal forventer at 2012 bliver e-bøgernes år.

“Det nye år bliver et rigtig interessant år med et endnu større udvalg af e-bogstitler. Det har hele tiden været et spørgsmål om, hvorvidt forbrugerne er parate til at læse e-bøger,” siger Karen Hertz, der er redaktionschef for Gyldendal Digital.

I USA ejer hver tiende amerikaner en e-bogs-læser, men herhjemme har vi det svært med at undvære papiret. I 2011 har der dog været en støt stigning i interessen for e-bøger, hvilket har resulteret i et større udvalg fra forlagene. Og så sættes der lid til at Apple kan skubbe til udviklingen.

“Det skønnes, at der er blevet lagt cirka 150.000 iPads (Apples
tavlecomputer, red.) under de danske juletræer i år, og det kan meget vel gå hen og forøge læsning generelt,” siger Jakob Kvist.