En “telefonsvarer” til din SMS

Auto SMS klarer SMS'erne, mens du laver alt muligt andet.

En “telefonsvarer” til din SMS

Jeg er stor fan af trådløs telefoni i bilen. Så stor fan, at jeg sender dræberblikke og onde tanker til alle bilister, jeg møder, der sidder med telefonen i hånden…og hvorfor er det ALTID folk i BMW, Mercedes, Audi, Porsche etc. der kører håndholdt? – hvis man har over en halv million til køretøj, har man også de sidste 2k til en Bluetooth-løsning: Ind i kampen, folks!

/end rant.

Men det var så selve telefoni-folket, for der er en kategori, der er værre: De kørende SMS-skrivere. Jeg kørte forbi en gut forleden på E45 i Jylland, der sad og skrev en SMS / mail på sin Crackberry MED stylus MENS HANS TELEFON SAD I HOLDEREN I FORRUDEN! Med 140 km/t. Fuld kontrol – kørte på rumlestriben stort set konstant.

Havde han nu haft en Android-mobil, kunne han med fordel have brugt Auto SMS; den sender automatisk SMS, når du aktiverer forskellige profiler – f.eks. når du er ude at køre – så kan du sætte den til at sende “Jeg kører pt. i bil uden håndri – ring i stedet, eller afvent svar-SMS så snart jeg holder stille.”-SMS til alle der måtte ringe eller skrive til dig, mens du fører automobil.

Der er også en planlægnings-funktion, så du kan bede telefonen sende “Til lykke med fødselsdagen!” eller “Glædelig Jul & Godt Nytår” i løbet af den kommende uge – såfremt sådanne begivenheder måtte indtræffe. Du kan også sende SMS’er på faste tidspunkter hver uge – “Husk at snav din kæreste!” hver fredag aften kl. 20:16 f.eks.?

En snedig lille app med mange funktioner –hent den til din Android nu! 🙂