Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Essential på vej med ny, stemmestyret mobil

Essential på vej med ny, stemmestyret mobil

Firmet Essential og Android-medskaberen Andy Rubin laver ikke nogen efterfølger til smartphonen PH-1, men arbejder i stedet på en helt ny slags mobil.

Den nye enhed bliver langt fra en traditionel smartphone ligesom Essentials egen PH-1.
Den nye enhed bliver langt fra en traditionel smartphone ligesom Essentials egen PH-1.
Foto: Essential

Den amerikanske startup Essential trak mange overskrifter sidste år, da producenten lancerede smartphonen PH-1, som adskilte sig med et stilrent design og et meget lille hak i toppen af skærmen.

Smartphonen var dog ikke ligefrem nogen kommerciel succes, og tidligere på året kom det frem, at firmaet ikke kommer til at lave nogen efterfølger til smartphonen. Ja, faktisk har Andy Rubin sat firmaet til salg.

Læs også: Der kommer ingen Essential Phone 2: Firmaet bag til salg

Essential har dog ikke opgivet helt endnu. Ifølge Bloomberg arbejder firmaet nemlig på et sidste forsøg på en succes. Der skulle være tale om en ny mobil, som ikke ligner og fungerer som en traditionel smartphone. Mobilen får en meget lille skærm, og tanken bag produktet er, at brugeren skal interagere med den ved brug af stemmen. Det er altså en stemmestyret mobil, hvor en digital assistent er omdrejningspunktet.

Andy Rubin har før udtalt sig om, at han ønsker at lave et produkt, som kan afhjælpe den afhængige adfærd, som mange har til deres smartphones.

”Hvis jeg kan komme til det punkt, hvor din telefon er en virtuel version af dig, kan du være væk og nyde livet, have middag uden at røre din telefon, og du kan stole på, at din telefon gør ting på vegne af dig," har Andy Rubin tidligere sagt til Bloomberg.

Ifølge kilder bekendte med Essentials planer kan den stemmestyrede mobil eksempelvis lave aftaler eller svare på e-mails og tekstbeskeder helt uden din indblanden, ligesom du også kan foretage telefonopkald. Den mobile enhed er tænkt som et supplement til din eksisterende smartphone eller som en dedikeret telefon til dem, som vil bruge mindre tid på mobilen.

Det er endnu uvist, hvornår Essential er klar med den nye mobil. Det er dog ikke helt utænkeligt, at vi slet ikke får den at se, da Essential nu har droppet at lancere to produkter: Først og fremmest efterfølgeren til PH-1, men også en højttaler til hjemmet.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies