EU gør klar til sag mod Google

EU gør klar til en kamp mod Google, som ifølge Europa Kommisionen misbruger sin monopollignende magt

EU gør klar til sag mod Google

Google kan med stor sandsynlighed se frem til en duel med Europa Kommisionen om blandt andet Googles måde at håndtere søgninger på. EU mener, at Google bruger sin monopollignende status til at holde konkurrenterne fra fadet.

Android Authority citerer Wall Street Journal, der har snakket med kilder, som kan fortælle, at Europa Kommisionen har bedt de virksomheder, der har klaget over Google, om lov til at offentliggøre materiale indsendt til kommisionen. Det skulle være et klart tegn på, at man er tæt på at starte en officiel sag.

Læs også: Google lancerer Chromebit: Computer-stick til tv’et

EU og Google har af flere omgange forsøgt at forhandle sig frem til en løsning på denne situation, men det har altså indtil nu været uden held.

Skulle det ende med en reel sag fra kommisionens side, så kan Google risikere at skulle lægge op til 10 procent af sine indtægter i bøde.

Det vil i så fald blive en større sag mod Google end kommisionen førte mod Microsoft for nogle år siden. Her blev Microsofts dominerende position med Windows genstand for kommisionens vrede, og det endte med en bøde til Microsoft på 1,8 milliarder dollars.

Læs også: Android-apps skal nu godkendes af Google

Derudover gik Microsoft også med til at ændre praksis, blandt andet i forhold til den indbyggede browser, Internet Explorer.

En sag i Europa Kommisionen kan dog komme til at tage op til 10 år at behandle igennem, og derfor er der stadig tid til at Google og EU kan forhandle sig frem til en løsning.