evleaks: Her er Samsung Galaxy Note 8 i Deep Sea Blue

Et skarpt pressefoto af Samsung Galaxy Note 8 i den nye, spændende farve kaldet Deep Sea Blue er dukket op.

evleaks: Her er Samsung Galaxy Note 8 i Deep Sea Blue

Den velkendte Twitter-tipster evleaks er igen ude med en stor afsløring. Han var den første til at dele rigtige pressefotos af Samsungs næste flagskib, hvor vi fik Galaxy Note 8 at se i både sort og guld.

Læs også: Knivskarpe pressefotos af Samsung Galaxy Note 8 lækket

I et tweet deler han et nyt billede, der afslører Galaxy Note 8 i en helt ny farve kaldet Deep Sea Blue – og der er, ikke overraskende, tale om en rigtig koboltblå farve. Da vi kun ser et billede af fronten, er det dog ikke meget af den nye farve, vi får at se. Samsung fortsætter nemlig med at benytte en sort front.


Man kan dog lige ane det yderste af rammen, som også er farvet ’Deep Sea Blue’. Det samme er den medfølgende stylus, som normalt gemmer sig i bunden af telefonen, men som naturligvis er hevet frem på pressefotoet.

Bliver afsløret i næste uge

Afsløringen af Samsung Galaxy Note 8 finder allerede sted i næste uge: helt præcist onsdag den 23. august. Det præcise tidspunkt kendes endnu ikke, men Samsung har tradition for at skyde sine events i gang klokken 17:00 dansk tid, så mon ikke det bliver tilfældet igen i år?

Ved eventen vil der formentlig ikke være de helt store overraskelser, da de fleste informationer og et hav af billeder er blevet lækket på forhånd.

Læs også: Samsung Galaxy Note 8: Her er de endelige specifikationer

Som det også kan ses på pressefotoet, ventes Samsung Galaxy Note 8 at få en 6,3” stor og næsten kantfri Super AMOLED-skærm, som har et aflangt 18,5:9-format. Den helt store nyhed bliver dog, at Galaxy Note 8 bliver Samsungs første smartphone med et dualkamera på bagsiden. Her ventes begge sensorer at få en opløsning på 12 megapixel. Designmæssigt bør store dele af det minde om det, vi allerede kender fra Galaxy S8 og S8+ bortset fra, at der nu gemmer sig en stylus i bunden.

Batteriet skulle få en kapacitet på 3.300 mAh, hvilket er midt imellem kapaciteten, der er at finde i Galaxy S8 og S8+. Prisen på topmodellen bliver i den absolutte høje ende – nemlig 999 euro, forlyder det. Det vil svare til omkring 7.499 kroner her i Danmark, hvor Galaxy S8 og Galaxy S8+ landede i butikkerne med vejledende priser på henholdsvis 6.199 og 6.999 kroner.