evleaks: Samsung Galaxy S9 og S9+ afsløres 26. februar

Twitter-tipsteren evleaks har afsløret, hvornår Samsung Galaxy S9 og S9+ præsenteres, kan forudbestilles og hvornår de kommer til salg.

evleaks: Samsung Galaxy S9 og S9+ afsløres 26. februar

Sæt kryds i kalenderen ud for den 26. februar. Der løfter Samsung nemlig sløret for Galaxy S9 og S9+ ifølge Twitter-tipsteren evleaks.

Læs også: Salgsæske til Samsung Galaxy S9 afslører specifikationerne

Der er altså ikke så lang tid til afsløringen af Samsung Galaxy S9 og S9+, som længe har været rygtet til at finde sted i forbindelse med den årlige Mobile World Congress i Barcelona. Den 26. februar stemmer nogenlunde overens med den dato, som en sydkoreansk avis afslørede for en måneds tid siden. Her lød datoen den 27. februar.

I tweetet oplyser han også datoen for, hvornår de to flagskibe kan forudbestille. Denne dato skulle angiveligt være den torsdag 1. marts. Til sidst oplyser han også det måske vigtigste: hvornår de to topmodeller kan købes. Denne dato er fredag den 16. marts, oplyser tipsteren.

Evleaks, med det borgerlige navn Evan Blass, oplyser, at han har fået oplysningerne fra en højtstående ansat i en stor producent af cases, og han lyder altså umiddelbart til at være ganske sikker i sin sag.

Læs også: Rygte: Samsung Galaxy S9 og S9+ får ikke større batterier

Afsløringen af Galaxy S9 og S9+ kommer til at finde sted på en mandag, hvorimod sidste års Galaxy S8 og S8+ blev afsløret på en tirsdag. Sidste år holdt Samsung sin egen Unpacked-event, og det forventes Samsung også at gøre igen i år, selv om det er ved Mobile World Congress. Der er dog tradition for, at producenter holder events om søndagen dagen før mobilmessen officielt starter, men sådan vil Samsung efter alt at dømme ikke gøre det i år.

At salget bliver skudt i gang på en fredag er dog klassisk Samsung. Det har også været tilfældet med de mange seneste lanceringer af Samsung-topmodeller. Muligheden for at forudbestille telefonerne vil dog, hvis vi skal tro evleaks, ske noget senere end det gjorde sidste år.

Samsung Galaxy S8 og S8+ kunne allerede forudbestilles samme dag som de blev afsløret, men i år kommer man altså til at skulle vente fra afsløringen den 26. februar og frem til den 1. marts for at få lov til at forudbestille et eksemplar. Det giver cirka en måneds tid at forudbestille telefonerne i, inden de kan købes og bliver leveret – ligesom Galaxy S8 og S8+.