Fem ud af seks mp3-klager er over iPod

Apples iPods topper listen over klager hos forbrugerklagenævnet. iPods er indblandet i 5 ud af 6 klagesager om mp3-afspillere.

Fem ud af seks mp3-klager er over iPod

Apples iPods er indblandet i langt de fleste klagesager om mp3-afspillere. Hver gang forbrugerklagenævnet får en klage om en mp3-afspiller af et andet mærke, modtager de 5 klager over iPods. Lige nu behandles 41 klager over iPods.

Fejlene, som klages over, findes overalt i afspilleren. Typisk er det batterier med alt for kort levetid, problemer med harddisken eller problemer med at få musikken ud i stereo, skriver Politiken.

Men desværre må forbrugeren ofte gå forgæves med deres klager. Efter et halvt år er det nemlig forbrugeren selv, der skal kunne bevise, at fejlen var der, da produktet blev købt. Og mange fejl kan selv for klagenævnets sagkyndige være meget svære at finde. Samtidigt kan det være svært at afgøre, om fejlen er en fabrikationsfejl eller en fejl, som skyldes forbrugerens uhensigtsmæssige brug. Er iPoden bulet og ridset, kan man godt skyde en hvid pil efter at få noget ud af sin klagesag.

En årsag, til at iPods er så hårdt repræsenteret på listen over mp3-afspillere, kan desuden være, at iPods hører til i den dyre ende af prislejet.