Fire nye Nokia Lumia-mobiler titter frem

Lumia 520, 720 og to andre kommende Nokia-smartphones har efterladt spor på nettet. Læs mere om dem her.

Fire nye Nokia Lumia-mobiler titter frem

Mobile World Congress er blot en uge væk, men hvad skal vi forvente at se fra Nokias hånd?

Måske fire nye Lumia-modeller.

Ifølge WMPoweruser.com er der spor efter netop dette på nettet via reklamenetværket Adduplex.

De fire telefoner er Nokia RM-914 (Lumia 520), RM-885 (Lumia 720) og to uidentificerede modeller i form af the RM-887 og RM-860.

Lumia 720 skulle have 4,3″-skærm, 1Ghz dual-core processor, 512Mb RAM, 8GB lagerplads, microSD, 6 megapixel-kamera og et 2 megapixel-kamera på fronten.

Specifikationerne for Lumia 520 tæller blandt andet 4″-skærm, 1Ghz dual-core processor, 512Mb RAM, 8GB lagerplads, microSD, 5 megapixel-kamera, men ikke noget frontvendt kamera. Begge modeller kommer med Windows Phone 8, forlyder det.

Ifølge WMPoweruser.com kunne de to sidste Lumia-smartphones meget vel være de kommende modeller til det amerikanske teleselskab Verizon, som går under kodenavnene “Laser” og “Catwalk”.

TechnologyTell.com forventer, at “Laser” blot vil være en Verizon-udgave af Lumia 920, mens “Catwalk” betegnes som en aluminium-telefon med 4,5″-skærm, 4G/LTE, dual-core processor og PureView-kamera.