Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Firma tester vanvittig smartphone med hele 9 kameralinser

Firma tester vanvittig smartphone med hele 9 kameralinser

Glem alt om dualkameraer eller tre sensorer som på Huawei P20 Pro. I år kommer der en ny smartphone med intet mindre end 9 linser på bagsiden.

Det er ikke en Google Pixel-mobil, selv om den ligner. I stedet har den hele 9 linser på bagsiden.
Det er ikke en Google Pixel-mobil, selv om den ligner. I stedet har den hele 9 linser på bagsiden.
Foto: Washingtonpost.com

Smartphonekameraer udvikler sig utroligt hurtigt, og lige nu ses der en trend i retning af, at flere sensorer, der komplementerer hinanden, er lig med bedre. Det bedste eksempel herpå er Huawei P20 Pro med de tre kameraer på bagsiden, som også klarer sig ganske fortrinligt ifølge kameraspecialisterne DxOMark.

Men grænsen er tilsyneladende slet ikke nået med ”kun” tre kameraer på bagsiden af en smartphone. Det for mange ukendte firma kaldet Light har nemlig demonstreret en ganske usædvanlig prototype af en smartphone over for The Washington Post.

Læs også: Avis: Samsung Galaxy S10 får tredobbelt bagkamera

Telefonen, som ses på billedet ovenfor, ligner umiddelbart meget en Google Pixel-mobil, men det er ikke det bestemt ikke. Der sidder nemlig intet mindre end 9 forskellige linser på bagsiden af telefonen. Det, der må formodes at være den primære sensor, har plads i midten, og de otte øvrige sensorer udgør en ring rundt om den første sensor. I denne ring er der også blevet plads til en LED-blitz.

På bagsiden af telefonen står teksten ”5x 28mm 0.3ft/0.1m - ∞” og ”4x 56mm 1:2.6 0.8ft/0.3m - ∞”. Der er altså sensorer med forskellige brændvidder og optisk zoom, ligesom der også er angivet, hvad der ser ud til at være forskellige fokusområder.

Idéen bag Lights utrolige kamerasetup er, at de forskellige sensorer anvendes samtidig, og det skulle resultere i billeder med en opløsning på 64 megapixel. Det skulle også give markant bedre resultater ved dårlig belysning, og der skulle være helt nye muligheder for at lave dybdeeffekt.

Der er endnu ikke mange detaljer om, hvilken funktion de enkelte linser har, men Light demonstrerede funktionelle prototyper af smartphones med mellem fem og ni linser på bagsiden over for The Washington Post.

Sådan ser det nuværende Light L16-kamera ud, som fungerer på samme måde som den kommende smartphone.
Sådan ser det nuværende Light L16-kamera ud, som fungerer på samme måde som den kommende smartphone.
Foto: Light.co

Bliver præsenteret senere i år

Det lyder umiddelbart noget urealistisk at tage et spring fra tre til hele ni bagkameraer, men firmaet Light er ikke helt uerfaren. Firmaet lancerede sidste år det dedikerede kompaktkamera Light L16, som byder på et lignende system – nemlig hele 16 13 megapixel linser, som sammen tager 52 megapixel billeder. Kameraet er desuden drevet af Android, så en Android-mobil er ikke en helt ukendt verden for Light.

Derudover har den enorme elektronikfabrik Foxconn, som producerer smartphones for et utal for producenter, også investeret i Light, så midlerne skulle være på plads til at føre projektet ud i livet. Foxconn oplyser til The Washington Post, at Lights smartphone med hele 9 linser bliver præsenteret senere i år.

Du skal dog finde den store pengepung frem, for telefonen bliver næppe billig. Alene det dedikerede kamera har en pris på 1.950 dollars eller hvad der svarer til hele 12.500 kroner. Ikke desto mindre bliver det ganske interessant at se, hvad Lights vanvittige projekt kan føre til.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies