Forældres mobilbrug kan gøre børn ensomme

Forældrenes mobilbrug på eksempelvis legepladsen kan være en medvirkende faktor til, at børnene bliver ensomme.

Forældres mobilbrug kan gøre børn ensomme

Dit mobilbrug kan være en medvirkende faktor til, at dit barn bliver ensomt på eksempelvis legepladsen. Sidder du bare og kigger ned i smartphonen, mens du er på legepladsen med dit barn, så kan dit barn føle sig ensom.

Oftes så snakkes der om, at man skal sætte grænser for hvor meget tid børn må bruge nu på computer og tv. Men man glemmer forældrenes computervaner – disse bør man se nærmere på.

Mens børnene leger på legepladsen, så er det efterhånden ikke et sjældent syn at se en eller begge forældre sidde på kanten af sandkassen, lige ved siden af deres barn/børn, men have mere travlt med at sende SMS’er, læse mails, tjekke Facebook, spille spil eller noget af alt det andet man kan på en smartphone. Alt i mens barnet siger; – ”Far, se hvad jeg kan” eller ”Mor, se lige mig”.

 – ”Jeg synes, det er uforskammet over for barnet, og jeg kan kun anbefale, at man pakker det ragelse væk,” siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen til dr.dk.

 – ”Når man er sammen med sit barn, så skal man være til stede. Ikke bare med sin krop, men også med sine øjne,” fortsætter hun.

Når man kommunikerer med børn, så opfatter de helheden, både ordene, kropssproget og øjnene. Børn opfatter faktisk kun ord, som cirka en tredjedel af kommunikationen – derfor er kropssprog og øjenkontakt også ekstremt vigtigt. Derfor er kommunikationen også meget lukket, hvis far eller mor er begravet i en SMS-udveksling.

 – ”Tænk, hvis det var dig selv, der stod og talte med en person, som kun fokuserede på sin telefon. Du ville da sige: “Det gider jeg ikke”, og så ville du gå væk. Men det kan børn ikke. I stedet så skriger de højere og højere: “Se mig, se mig”. Og én ting er sikker, de børn, der skriger dét, er de børn, der aldrig bliver set,” siger børnepsykologen.

Konsekvensen kan være, at barnet kommer til at føle sig ensomt, da det vil opfatte det som en afvisning, at forældrene ikke er opmærksomme.

Et godt råd kan derfor være, at lade telefonen blive hjemme, mens du er på legepladsen eller lignende.