Forbedringer på vej til Microsofts Skydrive

Microsoft arbejder på at gøre Skydrive endnu bedre.

Forbedringer på vej til Microsofts Skydrive

Op til nu har det mest bemærkelsesværdige ved Microsofts SkyDrive været den store mængde gratis plads der blev stillet til rådighed: 25GB mod iClouds 5GB.

Men nu hvor Windows 8 er dukket op på radaren, er der kommet en lang række SkyDrive features der, sammen med den nye Metro-grænseflade, skal gøre SkyDrive meget nemmere og mere integreret at bruge.

SkyDrive har således fået en visuel “make-over”, der skulle gøre grænsefladen hurtig, flydende og – frem for alt – touch-venlig.

Det betyder blandt andet, at du nu kan se thumbnails af billeder, og app-specifikke ikoner (se billede): Grænsefladen er blevet mere indbydende, også for det segment der ikke består af hardcore-nørder.

Men ændringerne er ikke kun kosmetiske: SkyDrive vil blive fuldstændig intregreret i enhver Metro-app via Windows 8s “file picker”.

I teorien betyder det, at det vil være lige så nemt at gemme og hente ting fra dit SkyDrive som det vil være lokalt i WinRT / Metro.

Prøver du f.eks. at sende en fil pr. mail der allerede er på dit SkyDrive, kan du i stedet inkludere et link til filen i din mail, og således slippe for at belaste både egen og modtagers mail-server med enorme vedhæftede filer.

Der vil også være en DropBox-lignende funktion, hvor lokale foldere automatisk synkroniserer op i dit SkyDrive, ligesom du vil kunne bruge Windows Explorer direkte på dit SkyDrive, hvilket bør gør det nemmere at søge og manipulere filerne der.

Og så er der to rigtig store forbedringer: SkyDrive understøtter filer på op til 2 GB – så hvis du leger med video og / eller bygger en større app, er der god grund til at overveje Microsofts sky.

Den anden store forbedring ligger i evnen til at forbinde din hjemme-PC med dit SkyDrive, og derigennem kunne tilgå din hjemme-PC uanset hvor du er i verden, via en hvilken som helst PC der er online, direkte gennem SkyDrive.

Det betyder at du ikke pr. definition behøver at opbevare alt i skyen. Du kan finde og bruge alt hvad der ligger på din hjemme-maskine selv om det ikke ligger i dit SkyDrive. Dog vil du være underlagt din upload-hastighed på din hjemme-forbindelse.

SkyDrive er dermed et helt anderledes koncept end iCloud: Apples løsning er mere fokuseret på automatisering af backup (din iPhone bliver sikkerhedskopieret til iCloud, og dine mails, kalendere og kontaktpersoner holdes synkroniseret på tværs af enheder), og du får kun adgang til filer gennem apps (tænk iTunes og iWork indtil videre).

SkyDrive giver dig derimod adgang til alle dine filer, lidt som et lokalt drev i skyen.

For at opnå fuld understøttelse under Metro kræves desværre at alle apps bliver omskrevet / kodet fra bunden af, hvilket giver Apple et forspring på cirka et års tid, rent udviklingsmæssigt. Men Microsoft er absolut med i kampen, og jeg håber begge parter stjæler fra hinanden med arme og ben.