Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Forhandler: Google Home Mini kommer snart til Danmark

Forhandler: Google Home Mini kommer snart til Danmark

Ifølge en dansk webshop er den lille højttaler Google Home Mini med Google Assistent snart klar i en dansk udgave.

Foto: Google.com

Tilbage i oktober måned sidste år afslørede Google en ny, lille højttaler kaldet Google Home Mini, som har Google Assistent indbygget. Højttaleren kom dog ikke til salg i Danmark. Den blev nemlig ikke fremstillet til det danske marked, fordi Google Assistent ved lanceringstidspunktet ikke var tilgængelig i Danmark (og stadig ikke er det).

Læs også: Her er alle de andre nyheder fra Googles event

Inden længe kan du dog snakke dansk til Google Assistent, og derfor vil det også være nærliggende at sælge højttaleren i den danske Google Store og hos danske forhandlere. Netop en dansk forhandler skulle have fået oplyst af Google, at højttaleren snart vil være at finde i butikkerne i en dansk udgave med dansk manual, indpakning og strømstik.

Hidtil har utålmodige købere nemlig måttet nøjes med den tyske udgave, og så har man måttet kommunikere på tysk, engelsk eller en håndfuld andre sprog til højttaleren.

Forhandleren, som hedder 1bird, skriver på sin produktside, at Google har oplyst dem, at Google Home Mini vil være klar i en dansk udgave om fire måneder. Forhandleren har oplyst til Mobilsiden, at oplysningen er tilføjet for 4-5 uger siden, så det kan altså være omkring august måned, såfremt oplysningerne er korrekte.

Læs også: Google Assistent i Danmark er lige om hjørnet

Det er endnu uvist, hvad en dansk udgave af Google Home Mini vil koste, men prisen vil formentlig ikke være meget anderledes end den tyske udgave, der sælges hos flere forhandlere, b.la. hos Power. Prisen bør derfor være omkring 450-500 kroner, når den officielt lanceres i Danmark.

Det er ikke utænkeligt, at Google Home Mini kommer til Danmark allerede om to uger, hvor Google I/O finder sted. Det er i hvert fald en oplagt anledning til at lancere dansk understøttelse af Google Assistent, hvorefter produktlanceringen af Google Home Mini må formodes at komme ikke lang tid efter.

Andre produktlanceringer, som en dansk lancering af Google Assistent åbner op for, er den almindelige Google Home, Google Home Max, Google Pixel Buds og naturligvis også Googles egne Pixel-smartphones.

Forrige artikel Næste artikel

Få notikationer:

Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies