Første sending af Android TV er ude hos udviklerne

Selvom Android TV stadig er i udviklingsstadiet, har nogle få heldige udviklere fået en test enhed

Første sending af Android TV er ude hos udviklerne

Android TV blev lanceret under Google’s I/O konference i slutningen af juni, og siden da har vi ikke hørt så meget til den lille boks, som så mange har store forventninger til.

Hardware og softwaren til Android TV er endnu ikke helt fintunet, derfor må mange udviklere ty til en emulator for at udvikle apps til den lille boks. Men nu ser det ud til, at Google vil sætte skub i udviklingen, da de har netop udsendt en række enheder til udvalgte udviklere.

Læs også: I/O 2014 – Se Googles største nyheder her

Selve designet af boksen, skal vi nok ikke lægge så meget i, da det blot er en udviklingsenhed lavet specifikt til app-udviklere. Boksen har det knap så mundrette navn “ADT-1” og dette er nok heller ikke det endelige navn som Google vil døbe enheden.

Som det kan ses på billedet medfølger der også en kontroller til enheden, men den har vi set før, så det kan meget vel være sådan designet på kontrolleren bliver.

Hvornår Android TV kommer ud til forbrugerne er endnu uvist, men med disse ADT-1’er bliver der hvert fald sat skub i app-udviklingen, og dermed er Android TV et skridt tættere på den endelige lancering.

Hvad er dine forventninger til Android TV?