Mobilsiden.dk  /   Nyhedsoversigt  /   Frustrerede ejere: OnePlus har glemt OnePlus 2 og OnePlus X

Frustrerede ejere: OnePlus har glemt OnePlus 2 og OnePlus X

Utilfredse ejere af OnePlus 2 og OnePlus X går sammen for at få OnePlus i tale. De mener nemlig, at producenten glemmer deres tidligere topmodeller.

Foto: Phonesreview.co.uk

OnePlus har i disse dage fået deres egen kundebase efter sig. Et stort antal ejere af OnePlus’ tidligere smartphones, OnePlus 2 og OnePlus X, er nemlig stærkt utilfredse over, hvordan den kinesiske producent lader ejere af tidligere modeller i stikken og er fuldstændig tavs om telefonerne.

I et forumindlæg på OnePlus’ hjemmeside har en bruger taget initiativ til at få OnePlus i tale og få gjort noget ved det problem, som mange andre brugere i tråden kan tilskrive sig: At OnePlus efterlader deres tidligere topmodeller med gammel software og manglende sikkerhedsopdateringer, fordi al fokus i stedet ligger på at udsende hurtige softwareopdateringer til og markedsføre OnePlus 3 og 3T.

Læs også: OnePlus 2 får længe ventet opdatering

Kritikken går eksempelvis på, at OnePlus 2 endnu ikke er blevet opdateret til Nougat, og at OnePlus har været meget uklar og mangelfuld i sin kommunikation om, hvorvidt den opdateres og i så fald hvornår.

Problemerne er mere udtalte om OnePlus X, hvor der også mangler sikkerhedsopdateringer og Android 7.0 Nougat - selv om manglende understøttelse af Snapdragon 801-processoren fra Qualcomm muligvis spiller ind her. Den seneste opdatering til OnePlus X er således fra november måned. Kritikken lyder blandt andet, at OnePlus ikke gør nogen indsats for at få udbedret de fejl, som brugere har oplevet med telefonen siden dag ét - blandt andet omkring kameraet.

Sådan ser kampagnen ud, som skal få OnePlus i tale.
Sådan ser kampagnen ud, som skal få OnePlus i tale.
Foto: Mobilsiden.dk

Vil bombardere OnePlus med beskeder på sociale medier

Derfor har initiativtageren oprettet et projekt på hjemmesiden Thunderclap, som er lidt ligesom crowdfunding-hjemmesiden Kickstarter. Konceptet er, at utilfredse ejere af telefonerne slår sig sammen for at sprede et budskab – i dette tilfælde hvordan ”OnePlus behandler sine gamle kunder og bryder sine løfter”.

Get to know how #OnePlus treats its earlier customers and breaks its promises. http://thndr.me/kPUfq7

Folk, som vil sprede ordet og få OnePlus i tale, kan derfor registrere sig på siden via sociale medier (Facebook, Twitter og Tumblr), og opnår man derfor målet om x antal 'deltagere', deler tjenesten automatisk ovenstående besked på alle tilmeldte sociale profiler på én og samme tid. Den 25. april klokken 16:00 dansk tid bliver de sociale medier med andre ord fyldt med indtil videre 1.100 tweets og opslag på Facebook og Tumblr, som i skrivende stund har en rækkevidde på 304.818 personer.

Er du selv blandt de ejere, som har en OnePlus 2 eller OnePlus X, kan du altså hjælpe med at sprede budskabet, da der endnu er to uger, indtil du kan få afløb for frustrationerne.

Forrige artikel Næste artikel
Læs Mobilsidens debatregler her



Om brug af cookies