Galaxy S og Galaxy Tab må kigge langt efter Android 4.0

Samsung vil ikke opdatere Galaxy S og Galaxy Tab til den nye 4.0-udgave af Android-styresystemet. TouchWiz får skylden.

Galaxy S og Galaxy Tab må kigge langt efter Android 4.0

To af Samsungs populære produkter bliver ikke opdateret til Ice Cream Sandwich – den nyeste udgave af Android-styresystemet. I hvert fald ikke fra officiel hånd.

Ifølge theverge.com afviser Samsung således at lave en Android 4.0-opdatering til Galaxy S-smartphonen og den 7″ store tablet ved navn Galaxy Tab.

Forklaringen lyder, at enhederne ikke har kraft nok til at køre den nye udgave af styresystemet sammen med Samsungs egen TouchWiz-brugerflade.

Galaxy S er udstyret med 1 GHz-processor og 512 MB RAM, hvilket er det samme som Nexus S-smartphonen, der har fået adgang til Ice Cream Sandwich-selskabet. Nexus S kører imidlertid uden TouchWiz.