Getmore afviser prisfusk – men fjerner kritiseret tjeneste

Getmore er blevet anmeldt til Forbrugerombudsmanden for at narre kunderne til at tro, at netbutikken er billigst på markedet.

Getmore afviser prisfusk – men fjerner kritiseret tjeneste

Webshoppen Getmore A/S forsøger bevidst at forvirre kunderne til at tro, at butikkens varer ikke kan købes billigere andetsteds. Sådan lyder udmeldingen fra Poul Thyregod, der er direktør hos den konkurrerende netbutik Proshop.

 – “Det handler om, at forbrugeren skal føle sig tryg i maven og tro, at alle andre som hovedregel er dyrere end Getmore,” siger Poul Thyregod, der nu har anmeldt Getmore til Forbrugerombudsmanden for brud på god markedsføringsskik.

Anmeldelsen handler om en prissammenligningstjeneste på Getmores hjemmeside, som lister diverse konkurrenters pris på samme vare. Poul Thyregod har fundet flere eksempler på, at Getmore ifølge egen liste fremstår som den billigste forhandler af diverse fladskærme, selvom prissammenligningssitet Hifipriser.dk siger noget andet.

 – “Hvis man skal lave en prissammenligning på sin hjemmeside, så må man ikke sortere toppen fra. Det er vildledende, og det er ulovligt ifølge markedsføringsloven,” siger Poul Thyregod til Mobilsiden.dk.

Alle prissammenligner burde anmeldes

Getmores marketingschef, Steen Mortensen, tager anmeldelsen med ro. Han mener ikke, at der er er noget usædvanligt ved butikkens prissammenligning.

 – “Vores program gennemgår de sites, som vi umiddelbart kan få adgang til. Hvis du udfører en prissammenligning på et udvalgt produkt på eksempelvis Pricerunner, EDBpriser, Hifipriser og Mobilpriser.dk, vil du se vidt forskellige forhandlere i dit søgeresultat – også meget forskelligt i forhold til vores ‘prischeck’,” siger Steen Mortensen til Mobilsiden.dk.

Han mener derfor, at Proshop i teorien burde anmelde alle prissammenligningssites til Forbrugerombudsmanden, da de heller ikke giver et fuldstændigt billede af markedet.

 – “Så alt i alt er Proshops anmeldelse et forsøg på at miskreditere en konkurrent, som har udviklet en smart facilitet på sin i øvrigt meget besøgte hjemmeside. Måske er det finanskrise-kuller,” siger Steen Mortensen.

Prissammenligninger er midlertidigt fjernet

Proshop afviser imidlertid, at anmeldelsen er for egen vindings skyld.

 – “Jeg har ikke noget imod, at de laver en prissammenligning, hvis de laver den rigtigt. Der har før været kritisable sager i pressen med Getmore, og jeg anmelder dem nu, da negativ omtale rammer hele branchen. De her ting skal vi have stoppet for branchens skyld,” siger Poul Thyregod.

Mobilsiden.dk nåede at lave stikprøver på to af Getmore mobiltelefoner. I begge tilfælde var firmaet selv det billigste alternativ i prischeck-funktionen. På Mobilpriser.dk var Getmore imidlertid listet som henholdsvis nummer tre og nummer tretten på listen.

Vi ville gerne have udført sammenligninger på endnu flere telefoner, men Getmore har midlertidigt valgt at fjerne prischeck-funktionen fra sitet, indtil de har fået dette forhold belyst sammen med Forbrugerombudsmanden. Det oplyser selskabet i en mail til Mobilsiden.dk.