Google afslører: Android 8.1 Oreo er allerede lige om hjørnet

Google afslører, at den næste Android-version, 8.1 Oreo, allerede kommer om få uger. I denne får alle apps adgang til Googles avancerede HDR+-funktion.

Google afslører: Android 8.1 Oreo er allerede lige om hjørnet

Ejere af Googles Pixel-telefoner nyder allerede godt af Android 8.0 Oreo – den nyeste version, men snart er der en endnu nyere version på vej.

Google har i går udgivet et blogindlæg, som egentlig omhandler en ny såkaldt IPU (Image Processing Unit), som Google for første gang selv har udviklet og indbygget i Pixel 2 og Pixel 2 XL. Det er en sekundær processor, som har til opgave at behandle HDR+-algoritmen, når der tages billeder.

Midt inde i blogindlægget nævner Google pludselig, at der snart bliver udgivet et smugkig af Android 8.1 Oreo til udviklere – altså en version, som endnu ikke findes.

Læs også: Pixel 2: De første fotos fra Googles vidunderkamera

Google nævner også, at man vil aktivere den fornævnte Pixel Visual Core-chip, som den hedder, i Android 8.1 Oreo. Chippen muliggør 5 gange hurtigere HDR+-funktionalitet og bruger kun en tiendedel af ressourcerne i forhold til hvordan HDR+ fungerer i Pixel 2 og Pixel 2 XL lige nu.

”I de kommende uger vil vi aktivere Pixel Visual Core som en indstilling for udviklere i et smugkig af Android 8.1 (MR1) til udviklere,” skriver Google i blogindlægget.

Google Pixel
Her ses forskellen på samme billede taget fra en tredjepartsapp og med Googles HDR+-funktionalitet. Foto: Google

Googles HDR+-algoritme kan snart bruges i andre apps

Android 8.1 Oreo kommer til at bringe i hvert fald to større nyheder med sig. Den første er, at man kan aktivere den indbyggede IPU-processor i Pixel 2 og Pixel 2 XL, som vil gøre det endnu hurtigere og mindre ressourcekrævende at tage HDR+-billeder.

Læs også: DXOMark: Google Pixel 2 er den nye kamerakonge

Den anden nyhed er, at det på et senere tidspunkt bliver muligt for alle tredjepartsapps at benytte en ny udgave af det såkaldte Android Camera API.

Det giver udviklere af apps adgang til Googles avancerede HDR+-algoritme, som anvendes til de billeder, som gav telefonerne en sikker 1. plads hos DxOMark. Det betyder med andre ord, at apps som Snapchat, Instagram og for den sags skyld andre kameraapps kan opnå samme fremragende HDR-funktionalitet som i Googles egne Pixel 2-mobiler.

Hvis udviklere vælger at anvende Googles HDR+-funktion, kan det betyde væsentligt bedre billedkvalitet på mange flere telefoner end kun Googles, og at det bliver muligt i mange flere apps end bare den normale kameraapp. Ovenover ses forskellen på et billede taget fra en tredjepartsapp og med Googles HDR+-funktionalitet.